Gjøl

Nordjyske topskind på udstilling på Gjøl

Stor tilslutning til minkudstilling på Gjøl Kro

38 minkavlere mødtes på Gjøl til skindudstilling. Privatfoto

38 minkavlere mødtes på Gjøl til skindudstilling. Privatfoto

GJØL:I pelsbranchen er der tradition for, at de lokale foreninger afholder årlige skindudstillinger, hvor minkavlere kan mødes og drøfte avlsarbejde, skindkvalitet og økonomi. Men aldrig før har tilslutningen til en nordjysk udstilling været større, end den var på Gjøl Kro i weekenden.

Her udstillede nordjyske minkavlere 600 af regionens fineste minkskind. Det var 38 nordjyske minkavlere fra Aalborg, Hanherred, Vesthimmerland og Mors/Thy Pelsdyravlerforeninger, der viste skindene fra deres avlshanner frem.

Minkavlerne havde afleveret 347 bunder med skind fra deres avlshanner til fremvisningen. Antallet af udstillere var dermed mere end fordoblet i sammenligning med sidste år, hvor der kun var 170 bunder med ved udstillingen.

- Jeg tror den store tilslutning til udstillingen af forårshanner skyldes, at der er kommet et stigende fokus på kvaliteten af de skind, som vi skal sælge. Derfor har de nordjyske avlere brugt meget tid på at se deres produktion igennem i år og fundet de allerbedste skind frem til udstillingen. I år var der også mange unge minkavlere til stede, og det betyder meget i forhold til at sikre, at den nye generation lærer at skelne mellem skind af god og dårlig kvalitet, siger Formand for Aalborg og omegns pelsdyravlerforening og primusmotor bag udstillingen, Allan Kristensen.

Efterspørgsel på nordjyske skind

En af årsagerne til den store deltagelse ved årets skindudstilling på Gjøl skal formentlig også findes i den generelle interesse, udlandet har i dansk pels i øjeblikket. Det går nemlig rigtigt godt for de danske minkavlere - og dermed også de nordjyske pelsdyravlere, der oplever en stor efterspørgsel fra udenlandske pelsopkøbere. I Nordjylland betyder det helt konkret, at der er blevet produceret hele 5 millioner minkskind i 2014, som i år skal sælges gennem minkavlernes auktionshus, Kopenhagen Fur. Det er en ny rekord.

Og vinderen er…

Det var otte lokale minkavlere og Jacob Schmidt, der er skindkonsulent hos Kopenhagen Fur, som var dommere ved gårdsdagens skindudstilling. Mens dommerne fandt de værdige vindere, var der livlig aktivitet på Gjøl Kro, som stod på det meste af eftermiddagen. Ved dagens afslutning kunne dommerne offentliggøre, at årets bedste skind var indleveret af den lokale, nordjyske avler, Kim Bach. Han vandt både i kategorien ’hvide’ og ’brune’ hanner. Dagen afsluttedes med spisning på havnen, hvor udstillingens godt 70 personer deltog.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.