EMNER

Nordjyske visitkort til Ritt B. & Co.

FREDERIKSHAVN;:Kommunikationsvirksomheden Dafolo A/S i Frederikshavn har i EU-licitation vundet opgaven med at forsyne Københavns Kommune med nyt brevpapir, kuverter, visitkort og en række andre papir-trykopgaver. I forbindelse med kommunalreformen har kommunen udarbejdet en ny designmanual, og Dafolo har indgået en toårig aftale og har yderligere to år i option på den grafiske opgave. Ved EU-licitationen blev Dafolo foretrukket, fordi virksomheden blev vurderet bedst på alle kategorier: Pris, kvalitet, leveringstid og miljø. - Vi har svært ved at få armene ned lige nu, siger Dafolo's adm. direktør Hans Chr. Højslet oven på den række af millionordrer, virksomheden har fået indenfor de seneste par måneder. Ordren fra Ritt Bjerregaard og Co. på Københavns Rådhus udgør et tocifret millionbeløb og har udløst to nyansættelser på Dafolo, der nu beskæftiger godt 60 ansatte.