Debat samfund

Nordjyskes chefredaktør i debat om medierne, magten og demokratiet

Nordjyskes chefredaktør Karl Erik Stougaard deltager i debat om mediernes rolle i samfundet til festivalen Demokratiets Genklang. Se med her

Demokratiets Genklang er Danmarks nye demokratifestival. Den finder sted i Musikkens Hus i Aalborg søndag den 5. og mandag den 6. september. I dag er Nordjyskes chefredaktør Karl Erik Stougaard med i en debat klokken 13 om mediernes rolle i samfundet.

Han indgår i et panel af cehfredaktører, der også tæller Jakob Nielsen fra Altinget, Mikkel Andersson fra Kontrast og Niels Jespersen fra Pio. Clement Kjersgaard står bag demokratifestivalen, og han vil også være ordstyrer på scenen.

- Danmark er et meget lille land. Og det er et land, hvor vi er vant til at snakke sammen, også på tværs af de forskelle, der er. Og hvis afstanden mellem en magtelite og resten af samfundet bliver for stor, så er det altså et problem, siger Clement Kjersgaard om bevæggrunden for at stable demokratifestivalen på benene.

Netop arbejdet med at modarbejde den kløft er en del af Det Nordjyske Mediehus' fokus i disse år. Ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard peger på, at der bliver arbejdet med det i hele landet, men det er ikke nok. Medierne har brug for hjælp.

- Det gryr i den lokale og regionale presse, hvor vi ser flere mediehuse, der nu investerer i nye initiativer. Vi gør det selv med LigeHer:nu, som udkommer dagligt med nyheder i syv nordjyske byer. Og i disse dage præsenterer vi et digitalt erhvervsmedie, som hedder Vigeur. Det er til alle nordjyder, der går på arbejde i det private eller offentlige, siger Karl Erik Stougaard.

- Men vi kan ikke gøre det alene. Nu må Folketinget se at få lavet en ny medieaftale, der understøtter den digitale omstilling i lokale og regionale medier. Det er nødvendigt i vores fælles kamp for at forhindre nyhedsørkener.

Du kan følge debatten live her. Videoen vil også være tilgængelig efterfølgende. Det er muligt at sende spørgsmål, som Clement Kjersgaard vil stille chefredaktørerne. Send dine spørgsmål til genklang@musikkenshus.dk eller på Twitterprofilen for Demokratiets Genklang.

Der er masser af debatter på programmet i dag og i morgen, og de kan alle sammen streames live. Se programmet og find links her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.