Nordkorea antyder mulig løsning på atomkrise

EMNER 10. januar 2003 01:00

TOKYO: Nordkorea vil gå med til at opgive sit atomvåbenprogram, hvis blot USA vil bekræfte ordlyden i en fælles erklæring mellem de to lande fra 2000, hvor USA bekræfter, at landet "ingen fjendtlige intentioner" har over for Nordkorea. Det hævder en diplomatisk kilde i Tokyo med tæt tilknytning til regimet i Nordkorea torsdag over for nyhedsbureauet Reuters. Denne mulige udvej fra den aktuelle atomkrise omkring Nordkorea dukker op i billedet dagen efter, at regeringen i Washington efter pres fra Sydkorea og Japan tilbød at gå i dialog med det isolerede regime i Pyongyang. Samtidig nægtede USA dog at give Nordkorea nogen som helst form for økonomisk belønning for at skrinlægge sine ambitioner om for alvor at blive en atommagt. Offentligt fortsatte Nordkorea med sin krigeriske og antiamerikanske retorik, og endnu har landet ikke officielt reageret på USA's udspil til dialog, men ikke desto mindre antyder den diplomatiske kilde i Tokyo med tætte bånd til Pyongyang, at regimet er i fuld gang med at opbløde sin position. Nordkorea sendte således torsdag et telegram til Sydkorea med et forslag om at holde den næste runde forhandlinger mellem Nord- og Sydkorea på ministerniveau fra 21. til 24. januar. - At genbekræfte fælleserklæringen fra oktober 2000 vil være tilstrækkeligt. Nordkorea vil gå med til at give afkald på sit atomprogram, hvis USA erklærer sig enig i at vende tilbage til fælleserklæringen og genbekræfter denne, siger den diplomatiske kilde til Reuters. I erklæringen fra 2000 giver USA og Nordkorea hinanden løfte om at finde en afslutning på årtiers stridigheder og i god tro arbejde på at forbedre forholdet mellem de to lande. Kort efter dets underskrivelse rejse daværende udenrigsminister Madeleine Albright til Pyongyang for at bane vejen for et historisk besøg i Nordkorea for USA's præsident, der dengang hed Bill Clinton. Men hjemme i USA var der en bitter valgkamp i gang, og den forsonlige linje over for Nordkorea blev udlagt som svaghed af Clintons kritikere i det Republikanske Parti. Derfor turde Clinton ikke gennemføre Pyongyang-turen af frygt for at skade sin demokratiske partifælle Al Gore i valgkampen - og den blev aldrig til noget. Da den republikanske George W. Bush endte med at blive valgt til USA's nye præsident, faldt hele Clinton-regeringens omhyggelige diplomati over for Nordkorea til jorden, og Bush erklærede fra første færd, at nu skulle der køres en hårdere linje over for diktaturet i Pyongyang. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...