Nordkorea genoptager program

Sikkerhedspolitik 13. december 2002 07:00

} SEOUL: Nordkorea chokerede i går ved at sige, at landet omgående vil genoptage et atomvåbenprogram, der har været sat i bero siden 1994 som følge af en aftale mellem Nordkorea og USA. Den nordkoreanske regering siger, at landet er blevet tvunget til at træffe den upopulære beslutning om at genåbne det gamle anlæg fra sovjet-tiden, for at opretholde landets energiproduktion. Det er blevet aktuelt, efter at et internationalt konsortium med USA i spidsen i sidste måned stoppede olieleverancerne til Nordkorea. - Den Demokratiske Folkerepublik Koreas regering har ikke noget valg og bliver nødt til at genoptage arbejdet med og opførelsen af nye atomanlæg for at producere den nødvendige elektricitet, oplyste det nordkoreanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Yonhap. Beslutningen kommer efter en international krise, der brød ud efter beskyldninger om, at Nordkorea også har sat gang i et helt nyt atomvåbenprogram. Kernekraftværket, som Nordkorea vil genåbne, ligger i Yongbyon, nord for hovedstaden Pyongyang. Produktionen her blev stoppet i 1994 efter en langvarig strid, der endte med den såkaldte ramme-aftale med USA. Under denne aftale forpligtede Nordkorea sig til at stoppe produktionen for til gengæld at få to letvandsreaktorer, som ikke så nemt som det gamle anlæg kan anvendes til udvikling af atomvåben. Med i aftalen var desuden et løfte om leveringen af 500.000 ton olie årligt til Nordkorea. Ved indgåelsen af aftalen vurderede det amerikanske efterretningstjeneste, CIA, at Nordkorea dengang var i besiddelse af et eller to atomvåben. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...