Udland

Nordkorea ignorerer kritik: Endnu et missil affyret

FN's generalsekretær kritiserer affyringen af tre missiler lørdag. Nordkorea svarer med endnu et missil.

Nordkorea ignorerer kritik: Endnu et missil affyret

For anden dag i træk gør Nordkorea søndag opmærksom på sin militære formåen og ligegyldighed over for udenlandske fordømmelser.

Lørdag affyrede det kommunistiske styre tre kortrækkende missiler fra landets kyst ud over Det Japanske Hav, og søndag eftermiddag lokal tid strøg endnu et missil af sted fra den nordkoreanske østkyst, siger en talsmand fra Sydkoreas forsvarsministerium.

Således tyder intet på, at kritik fra Sydkorea og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har gjort det mindste indtryk på styret i Pyongyang.

- Vi er meget bekymrede over Nordkoreas provokerende handling, sagde Ban Ki-moon til det russiske nyhedsbureau RIA tidligere søndag som en reaktion på de tre missiler lørdag.

- Jeg håber, at Nordkorea vil afstå fra flere af lignende handlinger, sagde han til nyhedsbureauet ifølge Reuters.

Men det skulle altså vise sig blot at gå ganske kort tid, før Nordkorea gentog nummeret.

Meldingen om affyringen kommer nemlig blot et par timer efter generalsekretærens opfordring.

De fire missilaffyringer følger en fælles flådeøvelse af Sydkorea og USA tidligere på ugen, som Nordkorea kaldte en "hensynsløs" provokation.

Nordkoreas missil- og atomprogrammer er en konstant kilde til international spænding og har ført til markante sanktioner fra det internationale samfund mod det fattige land.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.