Nordkorea melder fra til OL i Tokyo på grund af corona

Nordkoreas olympiske komité har besluttet ikke at sende deltagere til Tokyo for at beskytte dem mod corona.

Nordkorea har meldt afbud til sommerens OL i Tokyo på grund af coronapandemien. Landet deltog ved vinter-OL i 2018 i Sydkorea, og det var med til at forbedre det diplomatiske forhold mellem de to lande. Til højre er det Kim Yo-jong, søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Nummer to fra venstre er Sydkoreas præsident, Moon Jae-in

Nordkorea har meldt afbud til sommerens OL i Tokyo på grund af coronapandemien. Landet deltog ved vinter-OL i 2018 i Sydkorea, og det var med til at forbedre det diplomatiske forhold mellem de to lande. Til højre er det Kim Yo-jong, søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Nummer to fra venstre er Sydkoreas præsident, Moon Jae-in

SEOUL:Der bliver ingen deltagere fra Nordkorea ved denne sommers OL i Tokyo i Japan.

Det oplyser Nordkoreas sportsministerium tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen er truffet på et møde i Nordkoreas olympiske komité 25. marts, hvor landets sportsminister, Kim Il Guk, også var til stede.

- Komitéen besluttede ikke at deltage i det 32. OL for at beskytte sine idrætsfolk fra den globale sundhedskrise forårsaget af coronavirusset, skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Sommerlegene i Tokyo skulle egentlig have været afholdt i 2020. Men det store arrangement er udskudt med et år på grund af coronapandemien.

OL afholdes mellem 23. juli og 8. august i den japanske hovedstad. Men konkurrencerne kommer udelukkende til at blive overværet af personer, der er bosiddende i Japan. Det meddelte arrangørerne i marts.

Beslutningen er taget for at reducere smitterisikoen under legene, og for at forhindre at udenlandske fans bringer andre varianter af coronavirusset ind i Japan.

Nordkorea deltog ved det seneste vinter-OL i 2018, der blev holdt i Sydkorea. Det medførte en midlertidig bedring i det diplomatiske forhold mellem de to nabolande.

Teknisk set er Nord- og Sydkorea fortsat i krig med hinanden, efter at deres indbyrdes krig i 1950'erne blev afsluttet med en våbenhvile, men uden at der blev indgået en fredsaftale.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-Uns søster, Kim Yo-jong, mødte op ved vinter-OL i 2018 som hans særlige udsending under stor mediebevågenhed.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, greb muligheden til at formidle samtaler mellem styret i Nordkorea og den amerikanske regering. Det førte til flere møder mellem Kim Jong-un og USA's daværende præsident, Donald Trump.

Men Trumps forsøg på at overtale Kim Jong-un til at droppe Nordkoreas atomvåbenprogram lykkedes ikke, og siden er forholdet mellem de to lande igen blevet anspændt.

Nordkorea deltog første gang ved et vinter-OL i 1964, mens landet første gang var med ved et sommer-OL i 1972 ifølge det britiske medie BBC. I alt er det blevet til 56 medaljer - heraf 16 af guld.

Nordkorea har desuden meldt afbud til sommerens Paralympiske Lege, der afvikles fra 24. august til 5. september. Det oplyser Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) tirsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.