Japan

Nordkorea skrotter Japan

SEOUL: Nordkorea vil ikke have Japan med i de kommende forhandlinger om landets omstridte atomprogram. Det meddelte det kommunistiske styre lørdag. Japan er ellers med i forhandlergruppen, som også tæller USA, Kina, Rusland og Sydkorea. Beslutningen er formentlig en reaktion på Japans udmelding om, at landet ikke vil hjælpe Nordkorea med energiforsyninger, før nordkoreanerne lever op til aftalen om at afvikle deres atomvåbenprogram. Sidste år lykkedes det for forhandlergruppen at indgå en international nedrustningsaftale med Nordkorea til gengæld for forsikringer om teknologioverførsler og anden bistand. Nordkorea har også tidligere bedt om, at Japan bliver ekskluderet fra forhandlingerne, der ventes at blive genoptaget i Beijing mandag. /ritzau/AFP