Udland

Nordkorea vil genåbne omstridt atomreaktor

Kina beklager Nordkoreas beslutning og opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed.

Nordkorea vil genåbne omstridt atomreaktor

Styret i Nordkorea vil genetablere driften af den atomreaktor, som landet i henhold til en international aftale lukkede i 2007.

Det meddeler det statslige nyhedsbureau, KCNA.

En talsmand for landets atomagentur siger, at atomreaktoren vil blive anvendt både til civile og militære formål.

Nordkorea forpligtede sig under sekspartsforhandlinger i februar 2007 til at lukke Yongbyon-reaktoren mod at få flere former for international bistand.

Sydkorea kalder de seneste udmeldinger fra Nordkorea for "meget beklagelige", mens Kina i en erklæring beklager nordkoreanernes beslutning og opfordrer alle parter til "tilbageholdenhed."

De seneste uger er spændingerne mellem Nordkorea på den ene side og Sydkora og USA på den anden taget til. Nordkorea har fremsat flere trusler om angreb på amerikanske baser i Stillehavet.

USA har svaret igen ved at optrappe sin militære tilstedeværelse i regionen. Senest har den amerikanske flåde indsat en destroyer ud for Sydkoreas kyst

Den nordkoreanske reaktor er den eneste plutoniumkilde landet har til dets nukleare våbenprogram, og eksperter siger, at nordkoreanerne kun har oplagret plutonium til fire eller otte bomber.

Men Nordkorea afslørede i 2010, at der beriges uran i Yongbyon, da udenlandske eksperter inspicerede anlæggets centrifuger. Det insisterede dengang på, at det kun var til berigelse på lavt niveau.

Nordkorea har reageret meget voldsomt på en planlagt amerikansk-sydkoreansk militærøvelse.

Landets leder, Kim Jong-un, gav ordre til at klargøre landets strategiske raketter, efter at USA sendte bombefly på en 20.000 kilometer lang rejse for at droppe øvelsesammunition til de sydkoreanske styrker.

Spændingsniveauet steg på den koreanske halvø, efter at Nordkorea den 12. februar gennemførte sin tredje atomprøvesprængning. Det blev mødt med internationale fordømmelse også fra landets nærmeste allierede, Kina.

Siden er der blevet udspyet en lind strøm af trusler fra Pyongyang herunder om forebyggende atomangreb på Sydkorea, selv om eksperter ikke mener, at Nordkorea har kapaciteten til at gennemføre det.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.