Nordkorea vil give USA en lærestreg efter nye sanktioner

Nordkorea advarer USA, efter nye sanktioner er blevet vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.

Korea, tv-vært Foto: Free/Skærmdump Fra Youtube/arkiv

Korea, tv-vært Foto: Free/Skærmdump Fra Youtube/arkiv

Enigheden om at pålægge Nordkorea nye skrappe sanktioner i FN's Sikkerhedsråd får Nordkorea til at svare igen med advarsler til USA.

Det fremgår af en udtalelse fra Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho. Den er uddelt til medier i Filippinernes hovedstad, Manila, i forbindelse med et møde om regional sikkerhed, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I meddelelsen advarer Ri Yong-ho om, at der vil komme store følger af sanktionerne. Nordkorea vil give USA en "alvorlig lærestreg".

Lørdag vedtog FN's Sikkerhedsråd nye sanktioner mod Nordkorea. Det skete som reaktion på to missiltest, som landet udførte i juli.

Sanktionerne sigter blandt andet mod at skære Nordkoreas eksportindtægter med en tredjedel.

Parterne bekræftede sanktionerne søndag. Her har den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, og den amerikanske præsident, Donald Trump, talt i telefon.

De to blev enige om at lægge maksimalt pres på Nordkorea.

Fra Kina lyder det mandag, at man håber på, at Nord- og Sydkorea kan genoptage kontakten snart.

Søndag mødtes udenrigsministrene fra Nordkorea og Sydkorea i Manila. Mødet foregik inden en middag i de sydøstasiatiske landes organisation, Asean.

Her opfordrede Sydkoreas udenrigsminister, Kang Kyung-wha, sin nordkoreanske kollega til at acceptere Sydkoreas forslag om militære drøftelser for at mindske spændingen på den koreanske halvø.

Den nordkoreanske udenrigsminister tog dog ikke umiddelbart imod opfordringen.

- Set i lyset af den nuværende situation, hvor Sydkorea samarbejder med USA om lægge pres på Nordkorea, så mangler der oprigtighed i de forslag, lød det søndag fra Ri Yong-ho.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.