Nordkoreansk farvel tiltvetydighedens politik

Politik 10. oktober 2006 06:00

SINGAPORE: Nordkoreas atomprøvesprængning er en ubehagelig overraskelse for USA og landene i regionen, og den understreger, at det nordkoreanske styre har opgivet tvetydighedens politik. Det vurderer tidligere ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller, der i dag er tilknyttet Institute of Southeast Asia Studies i Singapore. Atomprøvesprængningen viser, at Nordkorea har forladt tvetydighedens politik. En politik, som skulle give Nordkorea politiske og økonomiske gevinster, så længe verden ikke vidste, om regimet ville fremstille atomvåben. Det har navnlig været vigtigt over for USA. - Men tvetydigheden har ikke vist resultater i det bilaterale forhold til USA. Den har udtømt sine muligheder, siger Ørstrøm Møller. Han mener, initiativet nu ligger hos USA. Hvis ikke Washington leverer et overbevisende modspil, så vil Japan sætte spørgsmålstegn ved, om den japanske sikkerhed forsat kan løbe an på en amerikansk atomvåbengaranti. Interessant bliver også reaktionen i andre dele af verden, ikke mindst i Iran. - Hvis ikke Nordkorea bliver banket på plads på en eller anden måde, så sker der en mentalitetsændring. Så kan man ikke regne med, at flere forskellige regimer rundt om i verden vil holde sig tilbage, siger Ørstrøm Møller. Problemet for USA er, at efterretningsoplysningerne fra Nordkorea er sparsomme. - En militær aktion tilhører mulighedernes verden. Men det værste ville være en militær aktion, som slår fejl, konstaterer han. Han mener Kina og Japan “med nuancer har sammenfaldende synspunkter”. De er alt andet end begejstret for et atombevæbnet Nordkorea, men deres bekymring gælder også spredning af våbnene i regionen. For Kina er det “afgørende, at der ikke sker en mentalitetsændring på Taiwan”, så østaten beslutter sig for at skaffe sig atomvåben, mener Ørstrøm Møller. Det bedste verden kan håbe på nu er, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd “ser skriften på væggen” og handler i fællesskab over for den nye trussel, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...