Nordkoreas FN-mission er utilfreds med Trumps tilgang

Mens Trump og Kim Jong-un i weekenden så ud til at være perlevenner, er tonen skrap fra Nordkoreas FN-mission.

Ritzau
USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i weekenden i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.
Politik 4. juli 2019 01:30

PYONGYANG: Nordkoreas FN-mission anklager USA for at være "mere og mere fast besluttet på fjendtlige handlinger" mod Nordkorea.

Anklagen lyder, på trods af at USA's præsident, Donald Trump, har udtrykt ønske om videre forhandlinger mellem de to lande.

Det oplyser Nordkoreas FN-mission i en pressemeddelelse.

Missionen svarer på en amerikansk anklage, om at Nordkorea har overtrådt en grænse for import af petroleum, fremgår det af meddelelsen.

USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien skal derfor 29. juni have sendt et brev til alle FN-medlemslande om at indføre nye sanktioner mod Nordkorea.

- Man kan ikke overse det faktum, at dette fælles brev er ført an af USA's FN-mission under instruktion af det amerikanske udenrigsministerium på den selv samme dag, som præsident Trump foreslog et nyt topmøde, står der.

Trump er blevet den første siddende præsident i USA, der nogensinde har sat fod i Nordkorea. Nærmere bestemt i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea, hvor han søndag mødte Kim Jong-un.

Her blev de to enige om at genoptage de strandede forhandlinger om atomafrustningen af Den Koreanske Halvø.

Trump luftede muligheden for, at det næste topmøde kan løbe af stablen allerede i løbet af juli.

FN's Sikkerhedsråd har enstemmigt indført øgede sanktioner mod Nordkorea siden 2006 i et forsøg på at blokere finansieringen af landets atomprogram.

USA opfordrede i sidste måned Sikkerhedsrådet til at beordre et omgående stop for salg af petroleum til Nordkorea. Tiltaget blev dog bremset af Rusland og Kina.

Det er dette tiltag, som brevet fra blandt andet USA forsøger at genoplive.

- Det er ret latterligt, at USA bliver ved med at være så besat af sanktioner og at presse Nordkorea, lyder det fra Nordkoreas FN-mission.

- USA anser sanktioner som et universalmiddel, der kan løse alle problemer.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...