Aalborg

Nordkraft mangler 100 mio

Kun få bud på ejerlejligheder i Aalborgs nye kulturkraftværk skaber et hul i kassen.

Forvandlingen af Nordkraft fra el-værk til kulturelt kraftcenter kan komme til at koste Aalborg Kommune dyrt. Der mangler omkring 100 mio. kr. til at bygge Nordkraft færdig for - penge, der ifølge budgettet først og fremmest skal komme fra salg af omkring halvdelen af Nordkraft til private investorer og forretningsdrivende. Men budstakken er til at overse. - Der er kommet seks-syv stykker, siger skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF). Men rådmanden er, med egne ord, rimeligt fortrøstningsfuld: - Udbuddet kom midt i finanskrisens højeste, så dels kan vi jo håbe, at krisen er ved at lette, og dels spiller det helt sikkert ind, at en stor del af Nordkraft ikke er færdig. Når det hele ser mere færdigt ud, tror jeg på, at der vil være flere interesserede, siger Henrik Thomsen. En mindre del af de 100 millioner skal dækkes af salg af nogle af de bygninger, der i dag bruges af de nye beboere i Nordkraft. Men her rammer finanskrisen også, for bygningerne er i dag ikke nær så meget værd, som da projektet blev vedtaget. - Vi har stadig som målsætning at få 100 millioner kroner ind, og det arbejder vi på. Kommunekassen er hårdt nok belastet i forvejen, siger Henrik Thomsen. Og ombygningen fortsætter ufortrødent. Kontraktligt er det nemlig ikke muligt at stoppe eller droppe dele af projektet. Første del åbner til efteråret.