Nordmænd og svenskere fejrer grænseåbning med flag

Grænseovergange mellem Norge og Sverige er blevet åbnet igen. Fremover er det nemmere at rejse mellem landene.

OSLO:Det er fra midnat natten mellem tirsdag og onsdag blevet lettere at krydse den 1600 kilometer lange grænse mellem Norge og Sverige.

Således er alle grænseovergange blevet åbnet igen, og de fysiske barrierer er nu væk.

Særligt beboere i grænseområderne har været ramt af restriktionerne. De blev indført i begyndelsen af coronapandemien.

Det skyldtes, at ellers korte strækninger blev gjort væsentligt længere, da man kun kunne passere ved bestemte grænseovergange, der var kontrolleret af politiet.

I Landsbyen Kornsjø blev grænseåbningen fejret af beboere på både den norske og svenske side af grænsen på midten af en bro.

Omkring 50 mennesker var mødt op for at fejre, at halvandet års ufrivillig adskillelse var forbi.

- Det har været fuldstændig uforståeligt. Det er en situation, vi aldrig troede, vi ville opleve. Så nu skal vi bare fejre det, siger Lise Berit Grønberg, formand for en forening i Kornsjø og initiativtager til genåbningsfesten.

Grænsen mellem Norge og Sverige er den længste og ældste mellem to lande i Europa. Den har været uændret, lige siden den blev etableret i 1751.

Politiet vil dog stadig føre stikprøvekontrol ved grænserne for at sikre, at et fortsat krav om test for visse indrejsende vil blive overholdt.

Der gælder også en række indrejserestriktioner for borgere uden for Norge, men med visse undtagelser. Undtagelserne gælder blandt andet fuldt vaccinerede danske rejsende.

Truls-André Hjortnæs, der er ansvarlig for trafik hos det østlige Norges politi, anbefaler, at man downloader appen "Rejseklar" for at orientere sig om de gældende indrejserestriktioner.

- Folk har stadig et ansvar for at være forsigtige, forsøge at forblive smittefri, ikke tage smitten med hjem og sørge for at sætte sig ind i de regler, der gælder for indrejse, siger han til mediet NRK.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden