Videregående uddannelser

Nordmænd tager studiepladser

NORDJYLLAND:Flere og flere norske psykologistuderende vil have en dansk kandidatgrad. Det får nu studielederne på de tre danske psykologiuddannelser til at slå alarm, fremgår det af Aarhus Universitets avis Campus. - Hvis vi skal sikre kvaliteten af de psykologer, vi uddanner, er vi nødt til at optage færre udenlandske bachelorer, siger studieleder Preben Bertelsen, Aarhus Universitet. Han vil sammen med studielederne i København og Aalborg undersøge mulighederne for at begrænse antallet. 40 udlændinge begyndte i dette semester på kandidatuddannelsen i Århus, heraf langt de fleste nordmænd. I alt var der omkring 130 ansøgere med udenlandsk bachelorbaggrund. Dertil kommer et stort norsk islæt blandt de 50 studerende, der søger optagelse til 1. februar næste år. Tidligere blev en stor del af ansøgerne afvist, fordi de manglede to-tre centrale fag. Men nu opfylder de meritkravene, og derfor bliver de optaget. /Ritzau/