Nordmænd vil høre om Hjørrings branding-projekt

Stor interesse, også i Danmark, for at høre om udviklingsarbejde

EMNER 28. oktober 2002 07:00

HJØRRING: I Larvik Kommune vil man gerne høre om Hjørrings projekt branding, og derfor drager informationsmedarbejder ved Hjørring Kommune Bente Schjønning og konsulent ved Dafoto Marketing Kirsten Kjeldberg i eftermiddag til Norge for at fortælle medarbejderne ved Larvik Kommune og en række erhvervsfolk om, hvordan man i Hjørring har grebet projekt branding an. - Vi havde fornylig besøg af Larviks kommunaldirektør og en medarbejder fra universitetet i Oslo, og de blev så begejstrede for vores arbejde med at markedsføre Hjørring Kommune, at de på stedet inviterede os til Larvik for at holde foredrag - hvilket vi altså gør nu, siger Bente Schjønning. Også dansk interesse Det er ikke kun i Larvik, at man har fået øjnene op for, at Hjørring måske er inde på noget af det rigtige i forsøget på at tiltrække både virksomheder og private borgere til kommunen. Også Korsør Kommune har nemlig kontaktet Bente Schjønning om et foredrag, og det har resulteret i, at hun sammen med Kirsten Kjeldberg tager en tur til Sjælland tirsdag 6. november for at fortælle om, hvordan man i Hjørring fik en del af byens virksomheder og borgerne med på ideen om at "brande". - Det er Korsør Kommune og Korsør Erhvervsråd, der arrangerer konferencen, hvor et af hovedemnerne er, hvordan man får en kommunes virksomheder med på ideen om at brande, og hvor skal vi altså fortælle om vores ideer og erfaringer fra Hjørring, siger Bente Schjønning. Til foråret, 9.-10. april, skal Bente Schjønning deltage i en konference på Teknologisk Institut, hvor hun skal holde sit foredrag om branding for en gruppe virksomhedsledere fra hele landet, ligesom Fåborg Kommune har fået foredraget - over telefonen. - Det er rigtig dejligt, at så mange kontakter os, for det viser jo, at det, vi gør, vækker positiv interesse i andre kommuner - samt at dette, at jeg tager rundt og holder foredrag om vores arbejde, jo er branding af Hjørring i sig selv, siger Bente Schjønning. Egentlig skulle hun også have været foredragsholder på en konference i Vejle torsdag 7. november, hvor Retail Institute Scandinavia samler den danske detailhandel til en branding-konference. - Men jeg laver jo andet end at beskæftige mig med branding, og den konference havde jeg simpelthen ikke tid til at deltage i, siger Bente Schjønning, som forsøgte at få arrangørerne til at godkende Kirsten Kjeldberg som erstatning - uden held, idet Kirsten Kjeldberg som ansat i et reklamebureau repræsenterede en privat virksomhed og dermed ikke blev anset som værende uafhængig af økonomiske interesser i sit oplæg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...