Nordmændene købte hytter for svimlende milliardbeløb i 2020

I 2020 købte nordmændene hytter for cirka 23,7 milliarder danske kroner. Især hytter ved vandet var populære.

I 2020 satte nordmændene rekord for hyttesalg. (Arkivfoto)

I 2020 satte nordmændene rekord for hyttesalg. (Arkivfoto)

OSLO:Det er ingen hemmelighed, at mange nordmænd har en forkærlighed for hytter, og nu har coronaviruspandemien sendt antallet af solgte hytter i Norge på himmelfart. Samtidig har priserne aldrig været højere.

Det fremgår af en oversigt over tinglyste handler.

Ved indgangen til årets sidste uge var der blevet tinglyst 14.365 fritidsboliger i Norge i 2020. Dermed var der blevet solgt 25,4 procent flere hytter sammenlignet med samme tidspunkt året før.

Det skriver Finansavisen.

- Vi forventer, at der bliver tinglyst salg af totalt 14.600 fritidsboliger ved udgangen af december 2020, siger chefanalytiker i Prognosesenteret Carl Christian Mathiesen.

Der har været størst rift om hytter ved vandet. Af disse er der blevet solgt 26,2 procent flere i 2020 end i 2019.

Nordmænd har samlet handlet 6340 hytter ved vandet i 2020 for 14,2 milliarder norske kroner, hvilket svarer til godt ti milliarder danske kroner.

Der er også blevet solgt et betydeligt antal hytter inde i landet: 5280 til en omsætningsværdi på 10,2 milliarder norske kroner, som er knap 7,2 milliarder danske kroner.

I de norske fjelde er der blevet solgt 21,3 procent flere hytter i år end i 2019. Her er der handlet 2900 hytter til en værdi af ni milliarder norske kroner - godt 6,3 milliarder danske kroner.

Gennemsnitsprisen for tinglyste hytter i 2020 endte på 2,3 millioner norske kroner svarende til godt 1,6 millioner danske kroner. Det er en stigning på 8,3 procent sammenlignet med året før.

- Samlet forventer vi, at der er omsat fritidsboliger for 33,6 milliarder kroner (knap 23,7 milliarder danske kroner, red.) inden udgangen af 2020, siger Carl Christian Mathiesen.

I 2019 var den tilsvarende omsætningsværdi 24,9 milliarder norske kroner - knap 17,6 milliarder danske kroner.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.