Nordmand eftersøges for voldtægt

HIRTSHALS:Hjørring Politi eftersøger i øjeblikket en nordmand, som en 33-årig kvinde fra Hirtshals har anmeldt for fuldbyrdet voldtægt. Ifølge kvinden mødte hun manden på Skipperkroen i Hirtshals onsdag aften ved 22-tiden, hvor hun drak en øl sammen med ham. De to gik udenfor for at ryge, og endte sammen på stranden i umiddelbar nærhed af værtshuset, hvor manden pludselig væltede kvinden om på ryggen, krængede hendes trusser til side og gennemførte et samleje. Kvinden forsøgte ifølge sin forklaring til politiet at kæmpe sig fri, ligesom hun råbte om hjælp, hvilket fik manden til at beordre hende til at ”holde kæft”. Efter voldtægten gik kvinden hjem til sin bopæl, hvorfra hun kl. 22.30 ringede til Hjørring Politi. Kvinden blev undersøgt af en læge, hvorefter hun sammen med en patrulje kørte rundt i Hirtshals for at finde nordmanden - uden resultat. Nordmanden beskrives af kvinden som værende 27-30 år, 180 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, kommunefarvet hår. Han var iført en lys t-shirt, cowboybukser og mørke sko. Hjørring Politi, som kan kontaktes på telefon 96231448, vil gerne høre fra personer, som kan hjælpe med at finde nordmanden.