Norge

Nordmand på ski 500 km langs havet

TRANUM:Den 21-årige nordmand, Eirik Johnsen fra Arendal, har sat sig for, at han vil gå på ski langs den jyske vestkyst - en strækning på ca. 500 km fra grænsen til Skagen. I går passerede han Tranum, og han venter at være i Skagen på lørdag. Turen foregår på ganske almindelige langrendski, dejlig glat kunststof, men ikke så glat, at skiene kan glide på sandet. Turen langs vestkysten er kun en forsmag på en langt større udfordring for den unge nordmand: hans mål er at krydse Sahara på ski, en strækning på ca. 3000 km. - Jeg fik ideen til sandskituren, da jeg var ved militæret og var grænsejæger ved den russiske grænse, fortæller Eirik Johnsen. Som grænsejæger patruljerede jeg i minus 40 grader og fandt ud af, at det er udmærket at stå på ski, bare det ikke er så koldt. Eirik Johnsen har ikke tidligere kastet sig ud i lignende utraditionelle eksperimenter, men det er ikke sidste gang, siger han med et stort grin. - Turen her skal vise, hvor meget jeg skal træne for at kunne krydse Sahara. Jeg har fundet ud af, at der skal trænes vildt meget. Og ørkenturen skal planlægges grundigt. Han tilbagelægger ca. 40 km om dagne og navigerer ved hjælp af landkort og GPS. Eirik Johnsen vil gå endnu en tur langs den jyske vestkyst, før han ifølge sin plan spænder skiene på i Sahara i vinteren 2007.