Hjørring

Nordre 66 taber tæt kamp

HJØRRING: Volleyballklubben Nordre 66 tabte i weekenden 3 -1 til Hvidovre i kvalifikationsturneringen i 1. division. - Vi kommer ikke særlig godt fra start, fortæller træner Poul Kjeldsen, der finder det typisk for de seneste tre kampe, at holdet ikke rigtig har kunnet komme op i gear i begyndelsen af kampen. - Hvidovre er nedrykkere fra elitedivisionen, og de spiller hele tiden i det høje gear. Vi havde svært ved at vinde bolde oppe foran. Der skal hurtigere spil til. Hvidovre vandt de første to sæt, hvorefter Nordre 66 vandt det tredje. Poul Kjeldsen fortæller, at de var tæt på at vinde fjerde sæt også, men at de tabte for mange bolde og dermed også kampen. - Det var en tæt kamp. Bagefter føler vi, at det er et hold, vi godt kan slå. Poul Kjeldsen mener, at holdet lavede en god holdindsats, og at de hentede mange bolde. Specielt fremhæver han Malene Stigaard, som han mener spillede en stor kamp, og Trine Rasmussen, der også kom godt ind i kampen. Næste weekend spiller Nordre 66 hjemme mod Skovbakken. - Brandt