Nordstjernen lyser for fuld styrke

Chr. Hem har oplevet stor fremgang på restauranten, som han har forpagtet i ti år

BLOKHUS:Omsætningen er fordoblet, antallet af fastansatte medarbejdere er steget fra tre til ni, og den samme mand har stået i spidsen for virksomheden i de seneste ti år. Det er der ikke mange forretninger i Blokhus, der kan brøste sig af, men Restaurant Nordstjernen er en atypisk virksomhed i kommunens ferieby nummer et. I weekenden har 34-årige Chr. Hem været forpagter af restauranten i 10 år, og en stor del af forklaringen på restaurantens succes er, at den ikke som mange andre forretninger i byen er voldsomt afhængig af de tre sommermåneder juni, juli og august. - Omsætningen i november er lige så stor som i juli, forklarer Chr. Hem, som driver en restaurant med en årlig omsætning på lidt over seks millioner kroner. Chr. Hem arbejdede på Nordstjernen, mens han som ung læste HH. Efter at han blev uddannet tjener i Vejle, vendte han tilbage til restauranten, og da chancen for at overtage forpagtningen opstod, slog han til. Sammen med restaurantens kok drev han Nordstjernen i fire år, hvorefter han selv overtog hele ledelsen af foretagendet. I dag er der ni ansatte, men der er tit brug for ekstra hjælp. når restauranten er fyldt, og der samtidig holdes én eller to fester selskablokalerne. I alt kan restauranten betjene op til 400 gæster på en aften. Folk fra et stort område nord og syd for Limfjorden vælger at holde deres fester i Blokhus, og det tager Chr. Hem som et udtryk for, at de er tilfredse med kvaliteten. Nogle har allerede bestilt fester, der først skal holdes i 2004, 2005, og 2006. En del af succesen skyldes naturligvis også samarbejdet med Danland, fortæller Chr. Hem. - Det er en hård branche, og du får kun én chance for at overbevise gæsterne. Kvaliteten skal være i orden hver eneste gang, forklarer forpagteren, der selv er tilstede på langt de fleste af de omkring 350 dage om året, som restauranten har åben. - Jeg vil gerne have fingeren på pulsen. Det betyder arbejdsdage på 10-14 timer på hverdage og 14-18 timer om lørdagen. Restauranten er det primære, men jeg kan også tage fat i gryderne eller vaske op. Det gælder bare om at smøge ærmerne op, siger Chr. Hem, der roser sit personale for at yde en meget stor indsats for at gøre gæsterne tilfredse. En livsstil Chr. Hem vil tilsyneladende gerne holde flere gryder i kog samtidig. I mere end tre år var han medforpagter af Restaurant Fyrklit i Hirtshals, hvor han stoppede sidste sommer. Men han har til gengæld investeret i vinimportfirmaet Aalborg Vincenter, der sælger vin en gros til blandt andet restauranter. Købet skyldes hans store interesse for vin, og så gør det naturligvis heller ikke noget, at han kan købe vinen til Restaurant Nordstjernen billigere end tidligere. Han har også været formand for handelsstandsforeningen i Blokhus, medlem af koordineringsgruppen på turismeområdet og har haft indflydelse på ledelsen af turistkontoret. - Jeg kan godt lide nye udfordringer, og det er en livsstil at have så lange arbejdsdage, siger han. Det kræver naturligvis et godt og stabilt bagland, men opbakningen er på plads i hjemmet, hvor Chr. Hems kone Rikke går hjemme og passer børnene Lucas, Laura og Lune på henholdsvis fem, tre og halvandet år. Chr. Hem tager sig tid til at rejse et par gange om året, og i fritiden deltager han også i Lions aktiviteter. Restaurant Nordstjernen vil også i de kommende år være rammen om en travlt arbejdsliv, forsikrer Chr. Hem, som byder folk inden for til en jubilæumsreception fredag eftermiddag.