Nordthys herrer til tops

Nordthys håndboldherrer overtog førstepladsen i serie 1

Med sejren over Naur/Sir tager spillende træner Allan Madsen og Nordthy hul på anden runde af turneringen helt på toppen af serie 1,Foto: Klaus Madsen

Med sejren over Naur/Sir tager spillende træner Allan Madsen og Nordthy hul på anden runde af turneringen helt på toppen af serie 1,Foto: Klaus Madsen

HÅNDBOLD:Søndag strøg Nordthys håndboldherrer med en sejr over Naur/Sir helt til tops i serie 1. Hjemme i Nordthy Hallen vandt thyboerne opgøret med 33-27, og dermed kom de op på samme antal point som HRH74 Roslev, men da thyboerne vandt det indbyrdes opgør, overtog de førstepladsen. Kampen var fra første runde af turneringen, så nu er Nordthy og Naur/Sir oppe på samme antal kampe som de øvrige hold i rækken. - Det var en rigtig god start på året, konstaterede Nordthys spillende træner Allan Madsen, hvis hold i julepausen har trænet sammen med TIK Håndbolds 3. divisionshold. Nordthy kom godt fra start i kampen og foran 94. Her skiftede thyboerne noget ud, og gæsterne fik reduceret føringen. Nordthy rykkede dog igen fra, men endnu en gang svarede gæsterne igen, så Nordthy ved pausen førte med 15-14. I anden halvleg fulgtes holdene ad til 18-18, men så trak Nordthy afgørende fra og havde en komfortabel føring kampen ud. 11 kasser af Christensen Hos Nordthy var den helt store spiller, Jacob Christensen, der fra pladserne som højre back og højre fløj blev sit holds topscorer med hele 11 mål. I Nordthy-målet stod Martin Birk en stor anden halvleg, hvor han blandt andet reddede tre straffekast og scorede et mål med et udkast, da han havde luret, at gæsternes keeper var en tur ude ved bænken. Hos Nordthy var der comeback til Dan Bundgaard, der netop har genoptaget håndboldkarrieren. - Han kom med, da han havde under træningen vist god gejst og vilje, sagde Allan Madsen, der gerne havde set, at hans mandskab var blev tilkendt flere straffekast. - Vi fik et og blev snydt for fem, sagde træneren. Så nu er der lagt op til topopgør på søndag, hvor Nordthy på udebane møder Østsalling, der på tredjepladsen er et point efter thyboerne, der vandt det omvendte opgør på hjemmebane med 29-26. [ Kampfakta: Nordthy Hallen. Håndbold, serie 1 herrer: IF Nordthy-Naur/Sir IUF 33-27 (15-14). Målscorere for IF Nordthy: Jacob Christensen 11, Allan Madsen 5, Anders Nielsen 5, Klaus Mathisen 4, Dan Bundgaard 2, Karsten Ubbesen 2, Lars Jacobsen 2, Martin Birk 1 og Kasper Boesen 1.