Atletik

Norge får medhold: Tre brødre løber VM-finale

Jakob Ingebrigtsen kvalificerede sig, blev diskvalificeret og fik så lov til at løbe VM-finale i 5000 meter.

DOHA:Alle Ingebrigtsen-brødrene så i første omgang ud til at være kvalificeret til VM-finalen i 5000 meter fredag i Doha.

Derefter fulgte tvivl om, hvorvidt Jakob Ingebrigtsen fik lov at deltage, men det får han, bekræfter en talsmand for atletikforbundet i Norge sent fredag.

Dermed er både 26-årige Filip, 28-årige Henrik og lillebror Jakob, der er 19 år, med, når der den kommende mandag løbes finale.

Jakob Ingebrigtsen kvalificerede sig i første omgang via en fjerdeplads i sit heat, men han blev siden diskvalificeret for at træde uden for stregerne.

Den afgørelse ankede nordmændene, og ifølge Knut Skeie Solberg, som er pressetalsmand i atletikforbundet i Norge, så har en jury i Det Internationale Atletikforbund (IAAF) givet Norge medhold fredag aften.

- Juryen konkluderer, at de tre skridt, som Jakob tog uden for stregerne kom som et resultat af fysisk kontakt med en anden løber, og at de skridt ikke udgjorde en fordel. Juryen tager anken til følge, siger Knut Skeie Solberg ifølge NTB, som er det norske nyhedsbureau.

Jakob Ingebrigtsen er forsvarende europamester i 1500 og 5000 meter, og han skulle fuldende, at Norge har tre brødre med i VM-finalen.

Da han trådte uden for stregerne, indgav Storbritannien protest, som Norge ankede med det samme.

Her oplyste nordmændene, at man vil følge op med endnu en anke lørdag, hvis ikke IAAF gav Norge medhold fredag.

- Hvis ikke anken bliver taget til følge, så følger vi op på sagen i morgen (lørdag, red.). Der kan komme en ny anke lørdag, for der er mange, som mener, at det er en fejl, lød det tidligere fredag fra Knut Skeie Solberg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst