Udland

Norge kritiseres for ulovlig våbeneksport

Emiraterne og Qatar er godkendt af Norge som modtagere af norske våben. Det kritiseres skarpt i en ny bog.

Norge kritiseres for ulovlig våbeneksport

Direktør Jan Egeland fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch mener, at Norge overtræder sine egne regler ved at åbne op for våbensalg til De Forenede Arabiske Emirater.

Egeland blev meget overrasket, da han fik at vide, at Norge har godkendt Emiraterne og nabolandet Qatar som købere af norskproducerede våben.

- Våbensalg til Emiraterne er et helt klart brud på de norske eksportregler, citeres Egeland for i bogen "Fredsnasjonens grenseløse våpenhandel", som er udkommet i denne uge i Norge.

Egeland var embedsmand i det norske udenrigsministerium fra 1990 til 1997 og har siden arbejdet som vicegeneralsekretær for humanitære spørgsmål i FN, direktør for Norsk Utenrikspolitisk Institutt og generalsekretær i Norges Røde Kors.

Den tidligere socialdemokratiske politiker mener, at Stortinget ikke fulgte med i lektien, da Norge åbnede for eksport af våben til Emiraterne. Et land, som ligger langt nede på listen over lande med demokrati og menneskerettigheder.

Ifølge forfatterne Tove Lie og Øystein Mikalsen siger Egeland, at Stortinget og offentligheden må have sovet i timen.

- Det er helt galt, at Norge sælger våben til et autoritært regime i et land på Den Arabiske Halvø, som for nylig sendte en interventionshær for at bidrage til at slå et folkeligt oprør i nabolandet Bahrain ned, siger Egeland.

Han tilføjer, at Norge nu "formentlig er gået længere, end jeg kan huske, at vi har gjort tidligere".

Den socialdemokratiske statssekretær Gry Larsen fra udenrigsministeriet siger, at Emiraterne og Qatar er godkendt som modtagere af norske våben ud fra en helhjertet og grundig vurdering.

Det norske lovgrundlag for våbeneksport fastslår blandt andet, at der ikke må sælges våben til områder i krig, eller hvor krig truer, og at demokrati og menneskerettighedsspørgsmål skal tillægges stor vægt.

/ritzau/NTB