Norge øger hvalfangst

OSLO:Den ofte kritiserede norske hvalfangst øges til næste år. Norge har selvstændigt øget sin fangstkvote med 250 dyr til 1052 for 2006, oplyser det norske Fiskeri- og Kystministerium. Kvoten indeholder også ubrugte kvoter fra i år og sidste år. Samtidig får de omkring 30 norske hvalfangerskibe lov til at harpunere hvaler i et større område end hidtil omkring øen Jan Mayen. I praksis betyder det norsk, kommerciel hvalfangst i internationalt farvand, påpeger organisationen High North Alliance, som også grønlandske og færøske fangere er medlemmer af. Norge har taget forbehold for det internationale stop for kommerciel hvalfangst og er derfor ikke juridisk bundet af det. High North Alliance fremhæver, at myndighederne overvåger fangsten nøje, og at vågehvalerne langt fra er truet som art. De norske hvaler tages af en stor bestand, som ifølge Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) er på omkring 100.000 dyr. Forøgelsen af fangstkvoten for 2006 sker med opbakning fra et samlet Storting./ritzau/