Norge sender hollandske verdensmestre på randen af EM-exit

Holland blev torsdag aften udspillet af Norge og har nu meget langt til videre avancement ved håndbold-EM.

Nora Mørk og resten af det norske landshold var for stor en mundfuld for Holland i aftenens EM-opgør.

Nora Mørk og resten af det norske landshold var for stor en mundfuld for Holland i aftenens EM-opgør.

KOLDING:De hollandske håndboldkvinder har haft overordentligt svært ved at finde melodien ved det igangværende EM i Danmark.

Torsdag aften gik det igen galt for hollænderne, der blev udspillet af Norge og tabte deres tredje kamp ud af fire mulige.

Opgøret endte med en overbevisende 32-25-sejr til Norge.

Resultatet betyder, at Holland, der vandt VM sidste år, blot har to point i mellemrunden og dermed er på randen af et EM-exit.

Kun en stribe bestemte resultater - herunder to hollandske sejre - kan potentielt sende dem videre til semifinalen.

Norge har til gengæld sat sikker kurs mod en plads blandt de sidste fire hold og har maksimumpoint i mellemrunden - seks styk.

Holland vandt VM i Japan sidste år, og her var det blandt andre Team Esbjerg-spilleren Estavana Polman, der dominerede for hollænderne. Polman, der blev kåret til VM's bedste spiller, er dog skadet og ikke med til EM i år.

Derfor er det op til de øvrige hollændere at følge op på sidste års triumf, og den opgave har hidtil været for stor. Dog skal det nævnes, at Holland på vej mod verdensmesterskabet sidste år også tabte tre kampe.

Torsdag var der langt hen ad vejen klasseforskel, da Norge i sikker stil tog sin sejr nummer fire ud af fire mulige ved mesterskabet.

Holland kom foran 2-0, inden tre mål i træk sendte nordmændene foran 3-2.

Derfra så de sig ikke tilbage, og hollænderne var på intet tidspunkt rigtig tæt på at gøre sig gældende i opgøret.

Dermed er verdensmestrene pisket til sejr i deres sidste to kampe og samtidig afhængige af, at øvrige resultater flasker sig til deres fordel.

Holland har stadig en chance for at gå videre, hvis Tyskland vinder sine to næste kampe, mens Kroatien taber sine to sidste.

Torsdagens anden sene kamp var et opgør i Danmarks mellemrundegruppe.

Her skulle Frankrig op imod Spanien, og det lykkedes lige nøjagtig for franskmændene at tage en sejr på 26-25.

Dermed har Frankrig maksimumpoint i mellemrunden. Det lægger yderligere pres på de danske håndboldkvinder, der fredag møder Sverige.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.