Udland

Norge smøler med terrorrapport efter bombe

Under terrorangrebet 22. juli sidste år forsvandt dokumenter med følsom information. Ingen ved, hvor de er.

Norge smøler med terrorrapport efter bombe

Flere norske ministerier har endnu ikke indrapporteret, hvilke følsomme informationer, der er gået tabt eller kan være på afveje efter terrorbomben mod regeringskvarteret i det centrale Oslo 22. juli sidste år.

Statsministerens kontor, flere ministerier og ministeriernes servicecentral blev ramt og ødelagt af Anders Behring Breiviks næsten et ton tunge hjemmelavede bombe.

Knap et år efter terrorangrebet har Nasjonal Sikkerhetsmyndighet (NSM) stadig ikke noget overblik over, hvad der er sket med muligt kompromitterende materiale, skriver det norske ABC Nyheter.

Ifølge sikkerhedsloven skal virksomheder, der arbejder med sikkerhedsklassificeret information og udstyr, rapportere til sikkerhedsmyndighederne ved den slags hændelser, som Norge blev udsat for sidste sommer.

Men ingen har leveret rapporter på eget initiativ, og NSM har måttet rykke enhederne. Af en evalueringsrapport fremgår det, at kun tre ministerier har indrapporteret de vitale oplysninger inden 21. oktober, og der mangler stadig slutrapporter fra flere ministerier.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.