Udland

Norge tager hul på sidste uge i Breivik-sag

Efter ni ugers retsgang er der nu kun en uge tilbage i retssagen mod Anders Behring Breivik.

Norge tager hul på sidste uge i Breivik-sag

Anders Behring Breivik har kun en uge tilbage i rampelyset, før han skal tilbage i fængsel og vente på at modtage sin dom i retten i Oslo. Dommen i retssagen falder dog først den 20. juli eller 24. august.

Gennem ni uger har retssagen bølget mellem dyb sorg og akademiske udlægninger af Breiviks hadefulde ideologier. Breivik har selv sagt, at han ønsker fængselsstraf, og at han vil anke dommen, hvis han bliver overført til psykiatrisk overvågning.

Breivik er tiltalt for at have dræbt 77 mennesker den 22. juli sidste år. Han erkender, at han har gjort det, men nægter, at det er strafbart. Han påberåber sig nødværge, fordi han mener, at drabene var nødvendig på grund af indvandringen i Norge.

Den norske forfatter Roy Jacobsen, der siden den 22. juli har brugt sin tid på at sætte sig ind i sagen, mener, at der har været for meget fokus på Breiviks person undervejs i den ni uger lange sag.

- Det må være en enorm belastning for de pårørende at blive tvunget til at gennemgå uger med politiske forelæsninger og højreekstremisme. Rent menneskeligt burde det have været en meget kortere retssag med mindre fokus på gerningsmanden, siger Roy Jacobsen.

Ifølge ham burde både Breiviks forsvarer og anklager have udvist mere hensyn i retssagen, men han mener, at retten har gjort det for at undgå at blive anklaget for procedurefejl.

For ham handler retssagen om, at retfærdigheden sker fyldest, og at det norske retssystem beviser sit værd.

- Det handler i sidste ende om, at det norske juridiske samfund skal være i stand til at se folk i øjnene. Hvis ikke rokker du ved den kontrakt, der er mellem borgerne og staten, som siger, at de, som er underlagt, skal kunne have en vis tillid, til dem, som regerer, siger han.

/ritzau/