Norges konge indlagt - beder om ro

OSLO:- Jeg håber, at alt går godt, og at jeg snart er på benene igen, sagde Norges kong Harald, da han lørdag morgen ankom til til Rikshospitalet i Oslo. Samtidig bad kongen om, at han og familien får ro, så han hurtigst muligt kan komme til hægterne. Sammen med dronning Sonja ankom kong Harald til hospitalet kl. 08.00. Mandag skal kongen på operationsbordet for at få fjernet sin kræftramte urinblære. Kongen var i godt humør og lo og spøgte, og sagde, at han lige nu havde det godt. - Men de kommende 14 dage bliver sikkert lidt værre, men jeg håber, at det går godt, sagde kongen. - Og det gør det, sagde dronning Sonja hurtigt. Kongen takkede for al den opmærksomhed, han modtog i sidste uge, da det blev klart, at kongen var kræftramt. - Nu har vi prøvet at være så åbne som muligt om dette, så nu håber vi på ro. I må også huske på, at der er andre patienter på hospitalet, som skal have fred og ro, sagde kongen formanende til de fremmødte pressefolk. - Og lad familien være lidt i fred, sagde dronning Sonja. Det er en stor og omfattende kræftoperation, kong Harald skal igennem. Indgrebet ventes at tage mellem fire og syv timer. Men ifølge de to kræftlæger Trygve Talseth og Anstein Bergan, der skal operere kongen, er udsigten til, at kongen bliver rask, gode. /ritzau/NTB