- Normal fortjeneste på havn

A. Enggaard betegner handlen med Østre Havn i Aalborg som helt almindelig, og det var misvisende, da NORDJYSKE Stiftstidende søndag skrev, at Aalborg Havn blev solgt 500 millioner kroner for billigt.

Bruno Ingemann
Konkurrenceloven blev ikke overtrådt, men prisen på Østre Havn kunne have været op til 100 mio. kr. Konkurrencerådet mener, at området burde have været i udbud. Arkivfoto: Martin Damgaard
Havne 7. oktober 2008 01:15

Direktør Asger Enggaard betegner handlen med Østre Havn i Aalborg som helt almindelig og markedsmæssig, og det var misvisende, da NORDJYSKE Stiftstidende søndag skrev i en overskrift, at Aalborg Havn blev solgt 500 millioner kroner for billigt til A. Enggaard A/S i 2006. Oplysningen fremkom på baggrund af vurderinger, som valuar Peter Reinholdt har foretaget for NORDJYSKE Medier. I artikler i søndagsavisen kom det til at fremstå, som om værdien af området er 653 mio. kr. Og at Aalborg Havn dermed har fået 500 millioner for lidt for grunden. Værdien er imidlertid beregnet efter, at køber har investeret flere hundrede millioner kroner i blandt andet nedrivning og oprensning. En ny gennemgang af ekspertens materiale fører i stedet til en langt lavere fortjeneste. Direktør Asger Enggaard, A. Enggaard A/S, oplyser, at der er så store omkostninger forbundet med at klargøre området til bebyggelse, at han forventer et dækningsbidrag i størrelsesordenen 30-60 millioner kroner. A. Enggaard oplyser, at der kan bygges langt mindre på området, og at udgifterne til klargøring er langt større end det fremgår af den vurdering, Peter Reinholdt har foretaget for NORDJYSKE. - Vi forventer at skulle investere 400-500 millioner kroner i området på Østre Havn, og at fortjenesten ender et sted mellem 30 og 60 millioner kroner. Men det gør vi gerne, fordi vi tjener vores penge her i Nordjylland, og vi vil vise, at vi også tør investere her. Det er vores hjemmemarked, siger Asger Enggaard. Han er meget tilfreds med, at de fejlagtige oplysninger bliver rettet: - Det er forkerte oplysninger, som frembringer de forkert overskrifter, og specielt er der byrådsmedlemmer, der politiserer over de forkerte overskrifter og stiller vores gamle virksomhed i et forkert lys. Som om vi skulle være blevet begunstiget, men det er for os en forretning på helt almindelige markedsmæssige vilkår, fastslår Asger Enggaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...