Journalistik

Normal journalistik at være lokkedue

KANDIDATUR

Nordjyske skriver den 17. februar 2003 en historie om, at jeg i et års tid har været medlem af Socialdemokratiet. Historien kommer fra Sonja Harder, der er kasserer i Socialdemokratiet, og hun offentliggør personlige oplysninger fra medlemslisterne som forsøg på at bevise, at jeg, ifølge hendes udsagn, "baserer mit kandidatur på en løgn". Det er en hård anklage i sig selv at blive kaldt socialdemokrat, men historien bygger yderligere på et meget tyndt grundlag, da det var som del af mit daværende journalistiske arbejde. Hvis den historie skulle ødelægge noget som helst for mig på min vej til tinge, så er det katastrofalt for demokratiet og under alle omstændigheder er det en fadæse fra Socialdemokratiets kasserer i Hasseris-Skalborg-Mølholm kredsen. Da jeg stoppede som fast nyhedsvært, ville jeg, som journalist og producent, blandt andet producere dokumentar-udsendelser. Vi arbejdede på en serie på otte udsendelser, der skulle hedde "INSIDER" . Programmerne ville afsløre forskellige samfundsmæssige problemer, lidt som "rapporten" på DR1. En af de mange ting, vi havde fået nys om, var, at som medlem af Socialdemokratiet kunne kendte personer få diverse gaver og direkte få tilbudt penge for at gøre en meget aktiv indsats for partiet. Det ville vi dengang undersøge til bunds, da det ville være imod den grundlæggende ide om demokrati, nemlig at det skal handle om holdninger - ydermere ville det gøre, at de rige partier havde flere muligheder end de små - og for demokratiets skyld skal der være plads til alle, uanset økonomien. For at undersøge dette tilbunds er det en kendt og almindelig journalistisk arbejdsform at forsøge infiltration. Altså at bruge sig selv som lokkedue - det sker næsten dagligt, hvis man vil afsløre noget. På den måde har vi under min ansættelse på TV3 blandt andet afsløret en pakistansk kiosk-mafia, rockerkriminalitet, en lejemorder, biltyverier, bankfusk mv. Denne gang var det politiske partier, der stod for skud, og derfor meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet i et års tid, for at se, om der foregik noget forkert. Det gjorde der ikke, så historien faldt til jorden, og jeg meldte mig ud igen. At infiltrere sig i en historie er alment kendt. Det er en del af den journalistiske arbejdsbeskrivelse. Alle journalister har på et tidspunkt måttet bruge sig selv for at belyse eller afsløre en historie. Jeg kunne jo ikke ringe til Socialdemokratiet og sige: "Dav, er det rigtigt, at i er uetiske?", nej jeg måtte selvfølgelig først bevise det og DEREFTER konfrontere dem med sagen - og det gør man ved at bruge sig selv. Og det sker ofte, at man selv må træde til: Forleden afslørede TV2, at ministerbilerne kører for stærkt, ved at køre efter dem. Gentagne gange i indslaget filmede TV2 deres eget speedometer, hvor det var tydeligt, at journalisten SELV kørte alt for stærkt. Tidligere fulgte "Rapportens" journalister en hestetransport hele vejen til bestemmelsesstedet, og selv om hestene led voldsomt på hele turen, greb de ikke ind - de filmede bare lidelserne. Det måtte de gøre for historiens skyld, selv om det jo reelt var etisk forkert og for ministerbil-historiens vedkommende en overtrædelse af færdselsloven, der kunne være gået galt. Min "forseelse" er noget anderledes, da jeg ikke overtrådte nogle regler og love ved at melde mig ind i Socialdemokratiet et års tid for at få min historie frem. At det bliver til en historie i Nordjyske er skadeligt for demokratiet som helhed og for Socialdemokratiet i særdeleshed - mere end den er skadelig for mig selv. Det er selvfølgelig en hård anklage at blive beskyldt for at være socialdemokrat i det hele taget, men den kan da i det mindste afkræftes gennem mine holdninger, som er langt langt fra deres. Men endnu vigtigere er det, at der er sat spørgsmålstegn ved foreningsfriheden i Danmark ved at dette private "falske" medlemskab af partiet er sluppet ud - endda fra en kasserer i bestyrelsen for den lokale kreds. Jeg må her på det skarpeste advare folk om at melde sig ind i Socialdemokratiet på nogen måde, da de åbentbart bruger deres medlemslister mod dig senere og i den kamp gerne offentliggør deres medlemskartoteker. Sonja Harder siger i artiklen, at hun udtaler sig som privatperson og ikke som kasserer i den socialdemokratiske kreds - men her offentliggør hun jo viden, som hun IKKE har modtaget som privatperson, men som kasserer, så det er selvfølgelig et forsøg på at træde på andre for at mele egen røde rævekage. Jeg er ikke på nogen måde rystet eller rørt af denne historie, det hører til det at være kendt, at man er den, der må tage imod slagene indimellem. Efter 10 år i ugeblade er jeg hårdhudet! Men det skader i særdeleshed socialdemokraterne og faktisk også alle andre politiske partier. At gøre en aktiv indsats i politik skal være risikofrit og ikke noget farligt - og især bør man opfordre ALLE til at blive medlemmer af et politisk parti. Det er både spændende og inspirerende for borgerne at gøre en forskel, og vigtigt for demokratiet - men folk vil da ikke gøre det, hvis man senere kan bruge det mod dem. Jeg kan da være lidt beæret over, at Sonia Harder på kredsens eller egne vegne gerne vil have frem, at jeg engang har været medlem - de har åbenbart ikke så mange profiler at gøre godt med i Socialdemokratiet... Men de afslører sig selv ved dette skridt. Egentlig burde jeg nu igen overveje en dokumentar, da denne sag viser, at medlemskab af deres parti ikke er en privatsag, men derimod offentlig viden. Men jeg er ikke længere journalist. Nu er jeg politisk kandidat, og så gælder alle kneb åbentbart! - Alle journalister skal videre i livet og nogle vil, som jeg, på et tidspunkt skifte spor. Skifter man til politik, så bliver alt det arbejde, der tidligere blev rost som fremragende journalistik, pludselig til noget kritisabelt - hvilket jeg hverken kan eller vil acceptere. Jeg er ikke socialdemokrat!! - Så soc.dem. må altså lede efter en anden profil, der jo er tiltrængt hos dem - og de burde da også, efter min mening, bruge tiden på at lede efter egnede kandidater i medlemslisterne - i stedet for at lede efter folk, der har meldt sig ud.