Nors BK: Nej tak til elitespillere

Ambitionen for arrangørerne af Nors Cup er at lave et stævne, hvor det sociale samvær vinder over antallet af point

Lone Lærke Krog
Ambitionen for arrangørerne af Nors Cup er at lave et håndboldstævne for bredden. De lægger vægt på, at alle deltagende hold kommer til at spille mange kampe - og at der er tid til at hygge og snakke sammen i løbet af weekenden. Her ses Ingrid Ottese
Visse 24. september 2011 21:20

- Vi prøver at lave et opstartsstævne for bredden. Elitehold er ikke velkomne. Så klart lyder det fra Ole Sand, der er fungerende formand for Nors Boldklub og dermed - sammen med kasserer Ingrid Ottesen - er en af hovedkræfterne i Nors Cup, der i år finder sted for 18. gang. Nu, hvor stævnet er godt i gang, er sveden tørret af panden, for der 50-60 frivillige hjælpere i sving, og de ved, hvor de skal være - og hvornår. Hvad enten de skal tage tid på kampene, stå vagt i soverum rundt omkring - eller lave mad. - Netop det at spillerne får lov at overnatte er med til at gøre det sociale til en vigtig del af det at være til stævne, siger Ingrid Ottesen. Det har krævet logistiske evner og et godt samarbejde med lokale institutioner og erhvervsliv at skaffe tag over hovedet til de omkring 350 børn og voksne, der deltager i Nors Cup i år. Nors Erhvervscenter, ungdomsklubben, Nors Børnehus, skolen, SFO'en - og endda plejehjemmets kælder er taget i brug. De yngste spillere er født i 2001 - og de ældste er piger op til 16 år. Der er ingen U16 drenge, og i det hele taget har det været med hiv og sving i nogle grupper at skaffe de fire hold, der skal til - for sommerfodbold er knapt slut - og nogle håndboldklubber er lige begyndt at træne. Derfor er stævneledelsen også villig til at gå på kompromis med nogle ting for at få enderne til at nå sammen. - Vi er rimeligt large med at dispensere, sådan at et pigehold kan tage en enkelt dreng med - eller en pige, der er et år ældre end resten. Betingelsen er så, at de ikke kan vinde præmier, siger Ole Sand. På den måde er det lykkedes at få 34 hold til at stille op. Der er deltagere fra Visse og Biersted i nærheden af Aalborg, ligesom Skive er repræsenteret, men ellers er der mange lokale klubber med - Hanstholm, Hurup, Sjørring, Nordthy og Thisted. Der er minimum fire hold i hver pulje, og det betyder, at alle kommer til at spille mindst fire kampe. Og det er noget, der tæller hos de unge spillere. - Det er mega sjovt at være her, fordi vi får spillet en masse bold, siger Martin Ubbesen fra U10, Sjørring Håndbold Klub.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...