Norsk drama om dét, vi alle kan nikke genkendende til

Dagenes Lys er en spændende cocktail følelser, familiehistorie og forbehold

Marianne D. Cornett
Jeg føler mig levende og intens, når jeg gør noget andet end det sædvanlige. Når jeg prøver mine grænser af og er ude et sted, hvor det jeg gør, ikke er sædvanligt for mig. En følelse af, at jeg kan afprøve mig selv i nye situationer - uanset, hvor gammel jeg er. På en måde oplever jeg det som en frihed at gå ind i en anden rolle og være et andet levet liv, siger Alice Thaarup. Hun spiller synske kvinder - urmødrene Stella og Trylle i Dagenes Lys. Arkivfoto.
Sæby 1. februar 2013 15:04

SÆBY:Meget tyder på, at Jesper Halle har skrevet en familiehistorie, der går på tværs af landegrænser, sprog og lokale kulturer.

”Dagenes Lys”, der er titlen på det drama, Sæby Scenen opfører den 8. februar, har masser af farverige karakterer, - personer, der som blandede bolcher - ligger gemt i en slikpose, og venter på at blive smagt på.

En af de skuespillere, der medvirker, er Alice Thaarup - der almindeligvis er kendt som formand for Sæby Bio - det store lærred.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, syntes jeg, det var en spændende udfordring. Jeg føler mig levende og intens, når jeg gør noget andet end det sædvanlige. Når jeg prøver mine grænser af og er ude et sted, hvor det jeg gør, ikke er sædvanligt for mig. En følelse af, at jeg kan afprøve mig selv i nye situationer - uanset, hvor gammel jeg er. På en måde oplever jeg det som en frihed at gå ind i en anden rolle og være et andet levet liv, fortæller Alice Thaarup.

Hun er imidlertid sikker på, at hun nok vil blive nervøs, når der kommer publikum på.

. Ja, det tror jeg er ganske naturligt - og det vil jeg garanteret også være, når det går løs, siger hun.

Hun synes også, at Halles ”Dagenes Lys” er et spændende teaterstykke.

- Det er både dramatisk og grotesk og - synes jeg - ganske underholdende. Jeg har to roller, hvor jeg spiller to urmødre Stella og Trylle - og så er jeg synsk. Men for mig er rollen mindre vigtig end den udfordring, det er for mig, at skulle spille teater, fortæller hun.

Hun er glad for at hendes roller har dramatiske islæt.

- Det passer mig fint at have roller med temperament, råb og skrigen. Og så at det er fint at jeg ikke er ung længere, men alligevel får muligheden for at være med, siger Alice Thaarup.

En rolle kræver indstudering, og de fleste skuespillere har deres helt egen måde at arbejde med roller på - og lære dem.

- Den store udfordring for mig er at lære teksten udenad. Men jeg oplever nu, at jeg har den med mig - selv i mine drømme, siger hun.

Og så skal den ultimative prøve stå til premieren.

- Jeg glæder mig over samspillet med de øvrige skuespillere - det er meget spændende. Og så at jeg har den frihed, det er at stå på en scene og får lov til at give mig hen i en rolle, slutter Alice Thaarup.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...