Norsk duo i AaB's kikkert

Frontløbere fra Austria Wien ligner mulige nyindkøb

AALBORG:AaB har unægtelig haft gode erfaringer med norske spillere til Superliga-mandskabet i fodbold før, og nu kan Sigurd Rushfeldt eller Thorstein Helstad - måske dem begge to - blive det næste mulige norske islæt i AaB-lejren, der så sent som i sidste uge fik papir på den norske landsholdsspiller Trond Andersen. - Vi er parat til at give to angribere, som jeg har set i aktion i den forgangne weekend konkrete tilbud, og vi gør det færdigt omkring angriberne, før vi eventuelt går videre med indkøb af en midtstopper, siger AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen efter at være kommet hjem fra en noget hemmelighedsfuld udlandsturné. Har du været en smuttur i Østrig i den sammenhæng? - Det har jeg ingen kommentarer til, og det kan du lægge i, hvad du vil, fortsætter Lynge Jacobsen, der i søndags pure afviste, at Norwich-angriberen David Nielsen skulle være et emne for AaB. - De to angribere skal købes fri, så der er klubber involveret i en eventuel handel. Det hele hænger jo sammen. Nu fik vi sendt det første skud afsted med indkøbet af Trond Andersen, som vi sikrede os transferfrit, og nu går vi målrettet efter at få styrket angrebssiden i truppen, fortsætter Lynge Jacobsen. To indhop i Wien Det østrigske mesterhold Austria Wien, der har en af Østrigs rigeste pengemænd bag sig som sponsor i Max. Bundesligaen, spillede søndag 2-2 mod Rapid Wien i et lokalderby i den østrigske hovedstad, og her kom den tidligere Rosenborg-måltyv Sigurd Rushfeldt på banen i de sidste 45 minutter. Rapid Wien førte 2-0 midt i anden halvleg, men en hovedstødsscoring signeret Sigurd Rushfeldt i det 66. minut fik Austria Wien ind i kampen igen, og tre minutter senere blev det 2-2 ved Frank Verlaat. Så vidt NORDJYSKE Stiftstidende erfarer - af flere af hinanden uafhængige kilder - var Lynge Jacobsen blandt tilskuerne til netop den kamp. Den anden interessante nordmand, den tidligere Tippeliga-topscorer for Brann Bergen Thorstein Helstad, fik de sidste 24 minutter i angrebet hos Austria Wien, og han er efter sigende en meget træfsikker frontløber med et stort potentiale. Tabte til Marseille Austria Wien, der angiveligt råder over syv klasseangribere af forskellig nationalitet, kan formodes at være interesseret i at tynde ud i truppen i kølvandet på 0-1-nederlaget til franske Marseille i det første møde i tredje kvalifikationsrunde til Champions League. Der er returopgør i Marseille onsdag 27. august, fire dage før det berømte transfervindue klapper i for AaB-lederne, men der er ikke mange, der giver Austria Wien mange muligheder for at vende slagets gang i Champions League-kvalifikationen. Flere andre nordiske klubber har angiveligt også spottet de to norske angriberes situation i Austria Wien, der efter sigende afviser at udleje Rushfeldt og Helstad. Sigurd Rushfeldt, der er meget hovedstødsstærk, er meget afhængig af indlæg fra flankerne, og her har han ikke passet specielt godt ind i de østrigske mestres polerede kombinationsspil. Han blev topscorer for Rosenborg både i 1997 og 1998 med henholdsvis 25 og 27 mål, og som sidegevinst for klubben fandt også ofte vej til netmaskerne i Champions League. Thorstein Helstad skiftede fra Brann Bergen til Austria Wien i fjor i en pakkeløsning med en klubkammerat fra Brann Bergen, og den samlede pris var angiveligt 28 millioner kroner. AaB kan selvsagt også have andre angribere fra udenlandske klubber i søgelyset, men meget taler for, at sigtekornet i første omgang er stillet ind på de to nordmænd.