Norsk færgegigant er rustet til kamp

Color Line ser frem til nye superspeedfærger og frygter ikke konkurrenterne

HIRTSHALS:Det er stilhed før stormen, når det gælder det store søslag om færgekunderne. Color Line venter på den første nye superspeedfærge, som efter planen skal sejle sin jomfrutur på ruten Hirtshals-Kristiansand 8. februar og omkring 1. juni følger superspeed 2 på ruten Hirtshals-Larvik, men allerede nu rører konkurrenterne på sig. Rederiet Fjord Line, som fusionerede med Master Ferries ved årsskiftet, starter 24. januar med at sejle to gange om ugen mellem Kristiansand og Hanstholm med ¿Atlantic Traveller¿, som netop er blevet moderniseret for 15 millioner kroner, mens hurtigfærgen ¿Master Cat¿ vil sejle mellem de to byer fra begyndelsen af april. Fjord Line afviser ikke, at der kan blive brug for endnu et skib til at øge frekvensen mellem Norge og Danmark. Kystlink kom før jul igen i rutefart mellem Hirtshals og Langesund med den nye færge ¿Fantaasia¿, og det norske rederi afviser ikke, at man ligeledes vil benytte ¿Pride of Telemark¿, når færgen er sejlklar igen efter en tur på værft. Color Line tager dog afslappet på konkurrenternes nye initiativer. - Vi har levet med konkurrence tidligere og klaret os ganske godt. Vi er lidt i en venteposition, inden vi kommer med vores nye færger, men det vil give os en kæmpe ballast, når de nye superspeedfærger sættes ind, siger Color Lines danske direktør Jakob Jensen. Kapaciteten bliver øget væsentlig, for de to nye færger har plads til næsten 2000 passagerer og 765 biler eller 120 trailere. Frekvensen til Larvik og Kristiansand bliver øget fra en til to daglige afgange. - Kapaciteten bliver tredoblet, når det gælder lastbiler, og samtidig giver det nye muligheder i forhold til en dages shoppeture og kortere ferie i både Danmark og Norge, siger Jakob Jensen. Color Line har allerede en pæn belægning på alle ruter i de to store vinterferieuger - uge 7 og uge 8, men der kan endnu ikke aflæses nogen superspeedfærgeeffekt på antallet af bookinger. - Folk har planlagt deres vinterferie som sædvanligt, men der vil blive tryk på endagsture og kortere ferie, når vi for alvor sætter ind med en markedsføringskampagne om kort tid, lyder vurderingen fra Jakob Jensen. Prinsesse Ragnhild har sejlet for sidste gang på ruten Bergen-Stavanger-Hirtshals, og færgen har netop fået lavet service og små reparationer ved kajen i Hirtshals. Den sejler første tur fra Oslo til Hirtshals i morgen, mens Color Line tager afsked med Frederikshavn, når ¿Color Festival¿ i dag sejler sidste tur fra Frederikshavn til Oslo. Den færge er lige som hurtigfærgen ¿Silvia Ana¿ afhændet som et led i Color Lines strategi, for fremover skal de nye superspeedfærger tegne rederiet i Danmark. ¿Peter Wessel¿ er også allerede solgt, men den fortsætter på ruten til Larvik frem til 5. maj, hvorefter der bliver et hul på omkring tre uger på den destination, inden Superspeed 2 efter planen kan indsættes 1. juni. ¿Christian IV¿ er som den eneste af de gamle færger endnu ikke blevet solgt, men færgen vil under alle omstændigheder sejle til Kristiansand frem til 8. februar, hvor Superspeed 1 får premiere.

Forsiden