Norsk fløj er klar til comeback
Aalborg Håndbold har Sebastian Barthold tilbage mod TMS Ringsted
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:18
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold stiller op i en forstærket udgave, når holdet lørdag genoptager Herre Håndbold Ligaen ovenpå de seneste ugers landskampe med en udekamp mod oprykkerne fra TMS Ringsted.
Norske Sebastian Barthold er blevet sin skade kvit, og dermed er der selskab til unge Frederik Bech på venstre fløj.
- Det betyder selvfølgelig meget for os. Vi har været meget glade for, at Frederik har vist, at han turde spille med på det her niveau, men Sebastian har selvfølgelig en anden erfaring og et andet niveau, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.
Frederik Bech har dog fortsat udsigt til spilletid.
- Vi skal stadig være opmærksomme på de skavanker, Sebastian har, og jeg kan godt tvivle på, om han kan spille 60 minutter, så Frederik skal spænde skoene igen, siger Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold indtager før besøget i Ringsted tredjepladsen i ligaen.
- Vi tager derover som klar favorit og med en forventning om, at vi både kan styre og vinde kampen, men der er ikke noget, der er givet på forhånd. TMS er bestemt ikke uefne, og de har haft nogle succesoplevelser på det seneste med point mod Holstebro og en sejr i Nordsjælland, siger Stefan Madsen.
Han kommer i opgøret til at stå over for en god bekendt af nordjysk håndbold. TMS Ringsted trænes af den tidligere Aalborg DH-træner Christian Dalmose.
- Han er en dygtig taktiker og en showman, som kan finde på hvad som helst. Mon ikke han er klar til sådan en tv-kamp, siger Stefan Madsen.
Der er kampstart i Ringsted klokken 16.10.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.