Norge

Norsk lystbåd i vanskeligheder ved Skagen

Bådens motor var stoppet og vand begyndt at trænge ind. Redningsbåden fra Skagen eskorterede onsdag aften nordmændene sikkert i havn.

En norsk lystbåd med to personer ombord, kom onsdag aften i vanskeligheder. En alarm fra redningsstationen i Stavanger førte til en redningsaktion i det nordlige Kattegat, oplyser Søværnets Operative Kommando. Bådens motor var stoppet, ligesom vand var begyndt at trænge ind i båden. En helikopter gik i luften, derudover deltog en orlogskutter og redningsbåde fra Skagen og Anholt. Båden blev fundet fire sømil øst for Skagen, og redningsbåden fra Skagen eskorterede nordmændene sikkert i havn.