Norsk OL-lodtrækning gnider salt i dansk ishockeysår

Norge er havnet i en nordisk dynamitgruppe ved OL i 2018. Danmarks overmænd får fornøjelsen af Rusland.

Ritzau
Action, Bjork Foto: Scanpix/Jan Korsgaard
5. september 2016 11:17

Hvad det på papiret bedste danske ishockeylandshold nogensinde ikke formåede, klarede Norge i fin stil: Norge er klar til OL i 2018.

Den bedrift må give stof til eftertanke i Danmark, eftersom det er tredje gang i træk, at Norge kvalificerer sig til OL, mens Danmark aldrig er nået videre til vinter-legene i ishockey.

Desuden gned Norges lodtrækning til gruppespillet ved OL salt i det danske sår.

Norge er nemlig havnet i en lækkerbisken af en nordisk pulje, som foruden nordmændene tæller Sveriges OL-sølvvindere, Finlands OL-bronzevindere og Tyskland.

Slovenien, som besejrede Danmark i den anden kamp i den nedslående OL-kvalifikationsturnering og siden klarede sig til OL via en overtidssejr over Hviderusland, får blandt andet fornøjelsen af VM-bronzevinderne fra Rusland.

OL-puljerne ser ud som følger (med seedning angivet i parentes):

* Gruppe A: Canada (1), Tjekkiet (6), Schweiz (7), Sydkorea (12).

* Gruppe B: Rusland (2), USA (5), Slovakiet (8), Slovenien (11).

* Gruppe C: Sverige (3), Finland (4), Norge (9), Tyskland (10).

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...