Norsk overraskelse slår tysker og vinder nytårsskihop

Nordmanden Marius Lindvik slog hjemmebanehåbet Karl Geiger i den anden afdeling af skihopkonkurrencen.

Norske Marius Lindvik var flyvende og bedst af alle i skihop nytårsdag i Tyskland.

Norske Marius Lindvik var flyvende og bedst af alle i skihop nytårsdag i Tyskland.

GARMISCH-PARTENKIRCHEN:Den norske skihopper Marius Lindvik vandt onsdag overraskende nytårsskihoppet i tyske Garmisch-Partenkirchen.

21-årige Lindvik imponerede med to flotte hop i den anden World Cup-afdeling af firebakketurneringen i skihop.

Nordmanden hoppede hele 143,5 meter og tangerede dermed bakkerekorden i sit første hop.

Schweizeren Simon Ammann hoppede i 2010 præcis samme antal meter på den berømte skihopbakke.

I finalen, hvor der var vanskeligere vejrforhold, fulgte Lindvik op med et hop på 136 meter, og det var nok til at tage den samlede sejr.

- Jeg har ikke ord. Det er helt sygt. At jeg klarede at få et tilpas godt hop i anden omgang var bare helt utroligt. Nu er jeg bare så sindssygt glad, siger en ekstatisk Marius Lindvik til NRK.

Det var første gang i karrieren, at Lindvik vandt en skihopkonkurrence på World Cup-niveau.

Den første afdeling i Obersthof i Tyskland blev vundet af japaneren Ryoyu Kobayashi, som også er forsvarende mester efter den samlede sejr i 2019.

Kobayashi blandede sig også i toppen nytårsdag og havde med 141 meter det længste hop i finalen, men han var et stykke fra Lindvik og endte lige uden for podiet.

I finalen slog Lindvik tyskeren Karl Geiger, der endte som nummer to med hop på 141,5 og 132 meter. Nummer tre blev polakken Dawid Kubacki.

Kobayashi fører efter de første to afdelinger fortsat konkurrencen med 587,2 point. Geiger har 580,9 point på andenpladsen. Kubacki indtager den samlede tredjeplads med 578,7 point.

Turneringen fortsætter i Innsbruck og slutter i Bischofshofen på mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.