Drab

Norsk politi sigter 17-årig dreng for drab på 13-årig pige

Efterforskningen af drabet på en 13-årig pige i Norge har ført til sigtelsen af en lokal 17-årig dreng

Efterforskningen af et mord på en 13-årig pige i Norge har ført til sigtelsen af en 17-årig dreng. Foto: Carina Johansen/Ritzau Scanpix

Efterforskningen af et mord på en 13-årig pige i Norge har ført til sigtelsen af en 17-årig dreng. Foto: Carina Johansen/Ritzau Scanpix

NORGE:I Norge er en 17-årig dreng blevet sigtet for drab på en 13-årig pige, der natten til mandag blevet fundet død på en gangsti nær sit hjem i byen Varhaug.

Det oplyser Norges sydvestlige politikreds på et pressemøde tirsdag morgen.

Den sigtede nægter sig skyldig, men erkender at have været på gerningsstedet. Han har ifølge norsk politi selv henvendt sig til politiet.

Drengen har tidligere været i kontakt med politiet, men der har aldrig været tale om voldssager, oplyser politiet.

13-årige Sunniva Ødegård havde været hjemme hos en veninde og talte ifølge en 14-årig ven i telefon, da hun var på vej hjem. Pludselig udbrød hun "shit", og opkaldet blev afbrudt.

På pressemødet oplyser politiet, at henvendelser og afhøringer i sagen har ført dem på sporet af den 17-årige dreng. Han er blevet afhørt mandag aften og natten til tirsdag.

Tirsdag vil politiet begære ham varetægtsfængslet.

- Sigtede og Sunniva er begge fra Varhaug og i samme aldersgruppe, men vi har ikke oplysninger om, at de er i samme omgangskreds. Han er kendt af politiet, men ikke for voldssager, siger Herdis Traa, der er advokat ved politiet.

Den 17-årige er norsk statsborger.

Ifølge sektionsleder Bjørn Kåre Dahl er efterforskningen stadig på et meget tidligt stadie. Eksempelvis er politiet endnu ikke sikre på dødsårsagen.

- Sunniva bliver obduceret i dag (tirsdag), og derfor har vi ingen klar dødsårsag, siger Bjørn Kåre Dahl.

Politiet efterlyser fortsat vidner og har stadig gang i tekniske undersøgelser på den gangsti, som Sunniva Ødegård blev fundet på.

/ritzau/NTB