Norsk skakgeni slog til

Nervepirrende omspil i New York, før Magnus Carlsen fortsat kunne kalde sig verdensmester

Magnus Carlsen fra Norge i sit famøse, kølige gemyt. Foto: Kena Betancur/Scanpix
New York 1. december 2016 07:20 - Opdateret 1. december 2016 10:10

NEW YORK: Norske Magnus Carlsen genvinder sin VM-titel efter en sejr over russiske Sergej Karjakin.

Carlsen vinder 3-1 efter omspil i New York City.

Omspillet fandt sted, fordi de to kombattanter hver havde seks point efter de første 12 partier, der er blevet spillet i løbet af de seneste par uger.

Det betød, at der skulle spilles fire partiers hurtigskak, før der kunne kåres en vinder.

Magnus Carlsen og russiske Karjakin spillede remis i det første af partierne i omspillet.

Den russiske stormester startede første parti med hvide brikker. Hvide brikker giver en fordel, da spilleren må tage partiets første træk.

Karjakin formåede dog ikke at lægge det afgørende pres på Carlsen, og det endte i remis.

Overraskende offensiv

I andet parti var den regerende norske verdensmester straks i offensiven, og det overraskede tilsyneladende den 26-årige russiske stormester.

Nordmanden så længe ud til at kunne vinde partiet, men Karjakin kom tilbage og fik forsvaret sig mod den offensive nordmand.

Efter mere end en times spil kunne de to spillere give hinanden hånden og konstatere, at stillingen var lige efter to partier.

Magnus Carlsen (th) og Sergey Karjakin. Foto: Eduardo Munoz Alvarez/Scanpix

I tredje parti fik Carlsen igen et tidligt overtag.

Karjakin forsvarede sig bravt, men han måtte til slut kapitulere, og det gav Magnus Carlsen en norsk matchbold inden sidste parti.

Her var nordmanden overlegen, og han genvandt sin titel efter en aggressiv åbning.

Verdensmester for tredje gang

Det er tredje gang i træk, at Carlsen kan kalde sig verdensmester.

Kampen mellem de to har været en tæt affære, der har fået stor international opmærksomhed.

Blandt andet har internationale medier trukket paralleller til den legendariske kamp i 1972 mellem USA’s Bobby Fischer og Sovjetunionens verdensmester Boris Spassky.

Karjakin, der er kendt som en trofast støtte til den Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gennem hele serien mod sin norske modstander forsvaret sig særdeles effektivt.

Magnus Carlsen har til gengæld flere gange tabt sit famøse kølige gemyt i løbet af kampen mod sin russiske modstander.

I seriens parti nummer otte lagde nordmanden ud med en aggressiv strategi, der endte med et nederlag.

Carlsen stormede ud fra det efterfølgende pressemøde i frustration.

Alligevel endte det altså med en favoritsejr til nordmanden.

/ritzau/

Skakspilleren Magnus Carlsen

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...