Norsk skifænomen indstiller karrieren i weekenden

38-årige Marit Bjørgen kan ikke længere finde den nødvendige motivation og stopper derfor karrieren.

Marit Bjørgen indstiller karrieren i en alder af 38 år. Foto: Scanpix/Jonathan Nackstrand

Marit Bjørgen indstiller karrieren i en alder af 38 år. Foto: Scanpix/Jonathan Nackstrand

Den norske langrendsdronning Marit Bjørgen indstiller sin karriere i en alder af 38 år.

Det bekræfter hun over for de norske medier NRK og Dagbladet.

- Jeg må erkende, at jeg ikke længere kan finde den nødvendige motivation til at give 100 procent i en sæson mere, og derfor har jeg valgt at stoppe, siger Marit Bjørgen til NRK.

Efter planen bliver weekendens norske mesterskaber hendes sidste løb som aktiv skiløber.

Bjørgen er den mest vindende gennem tiderne ved vinter-OL.

Under OL i Pyeongchang tidligere i år tog hun sin ottende OL-guldmedalje og passerede dermed Ole Einar Bjørndalen som den mest vindende.

Hun sluttede af med to guld- og bronzemedaljer samt en sølvmedalje og bragte dermed sin total op på otte guld-, fire sølv- og tre bronzemedaljer.

Desuden har hun vundet 18 VM-guldmedaljer, den første i 2003.

Også i World Cuppen har Bjørgen en stor karriere bag sig. 114 World Cup-sejre er hun noteret for, og det er blevet til i alt 184 placeringer på podiet.

Hun tog den første World Cup-sejr i 2002 i Düsseldorf, mens den sidste blev vundet i Falun i marts.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.