Norske penge ombord i dansk skibsaptering

Danish Interior har solgt 70 pct. af aktierne

AALBORG:Ejerne af firmaet Danish Interior A/S i Aalborg, der har gjort aptering af krydstogsskibe og færger til en indbringende forretning, har solgt 70 pct. af aktierne i selskabet til det norske selskab Rheinhold & Mahla Industrier A/S. Rheinhold & Mahla Industrier, der især har fodfæste indenfor nybygning, indretning og vedligehold af offshore-installationer indenfor den norske olieindustri, vil bruge investeringen til at opnå markedsandele inden for aptering af skibe. Med købet af aktiemajoriteten i Aalborgvirksomheden har det norske selskab købt sig ind i et firma, der med succes har gjort netop det til sit speciale. For det er ikke nød, der er årsag til aktiehandelen. Danish Interior, der har eksisteret i 10 år, har endnu ikke præsteret et underskud, og det seneste regnskabsår sluttede med et resultat på ca. 50 mio. kr. før skat. Danish Interiors adm. direktør og medejer Bjarne Lundsgaard understreger dog, at der var tale om et aktivitetsmæssigt usædvanligt år. Branche i bølgegang - I den her branche går det op og ned, i øjeblikket er den en smule nede som følge af Irak-krigen, men vi må tage det, som det kommer. Kundernes placering af ordrene bestemmer hvor travlt, vi har, og sidste år gav de og rigtig meget at se til, siger Bjarne Lundsgaard. En af opgaverne var indretning af krydstogtskibet Pearl of Scandinavia. Alene den ordre betød en omsætning på henved 100 mio. kr. for Aalborgfirmaet. - Vores målsætning er et resultat på i omegnen på 10 mio. kr., men det er svært at ramme i et så konjunkturfølsomt marked, siger han. Danish Interior fortsætter som et selvstændigt firma med Bjarne Lundsgaard som adm. direktør. - I forhold til vore kunder er der intet forandret, men internt vil der i kraft af de nye ejere blive indledt et endnu tættere samarbejde med henblik på at opnå synergieffekterfor derved at styrke begge selskabers position på det internationale skibsmarked. Samtidig skaber det mulighed for at gennemføre et ønsket generationsskifte i Danish Interior A/S., siger Bjarne Lundsgaard med henvisning til, at firmaets ledelse og ejere udgøres af personer, der har mange år bag sig i branchen. Travlt i Fjernøsten Og det internationale skal tages for pålydende. Trods adressen på Troensevej i Aalborg henter firmaet langt det meste af sin omsætning andre steder i verden, ikke mindst Fjernøsten, hvor mange europæiske værfter lægger deres nybyggerier. - For et svensk rederi arbejder vi på at aptere ialt fire færger, der bygges i Sverige, og tilsvarende har vi indrettet to nybyggede Stenafærger i Korea. Ordrer på hjemmemarkedet handler typisk som regel om ombygning, siger Bjarne Lundsgaard. I et vist omfang er det danske arbejdere, der står for monteringen af materialerne, der leveres fra Danmark men der bruges også i udstrakt grad lokal arbejdskraft: - Den tid, hvor asiaterne ikke kunne levere samme håndværksmæssige finish, er ovre. Standarden er absolut på skandinavisk niveau, siger direktøren. Forud for aktiehandelen kendte de to selskaber hinanden, idet de indenfor det seneste år har haft et vellykket kommercielt samarbejde på flere projekter. Rheinhold & Mahla Industrier AS er en del af den tyske koncern Rheinhold & Mahla AG, som med en omsætning på over syv milliarder og 10.000 medarbejdere er førende indenfor isolering, vedligeholdelse og drift af tekniske anlæg i Europa. Parterne i handelen, der har virkning fra 1. jyli, ønsker ikke at oplyse salgsprisen.