Norske trut i midtbyen

Lørdag formiddag er der både takt, trut og tjubang i gaderne midt i Fjerritslev. 45 teenagere fra Riska Skole og Musikkorps fra den norske by Riska ved Stavanger fejrer deres weekendophold på Fjerritslev Vandrerhjem med en march gennem byen. De musikglade unge er alle mellem 14 og 18 år, og i bagagen har de trommer, trompeter, basuner og andre instrumenter. Dem pakker de ud, når de fredag aften tjekker ind på Fjerritslev Vandrerhjem for at gæste byen frem til søndag. Musikkorpsets program byder på forskellige udflugter rundt i området. Og foruden borgerne i Fjerritslev får også gæsterne i Faarup Sommerland lov at høre de 45 unges tempofyldte koncert.