North trækker det længste strå i danskerfinale i Stockholm

De to danske e-sportshold North og Astralis tørnede søndag sammen i en finale i Stockholm. North vandt 2-1.

Sport 2. september 2018 22:31

Det danske e-sportshold North trak sig sejrrigt ud af danskerduellen, der søndag udspillede sig ved Dreamhack Masters-turneringen i Stockholm i spillet CS:GO.

Her slog holdet, der er ejet af FCK og Nordisk Film, landsmændene Astralis 2-1 i finalen i turneringen, der den seneste uge har samlet verdens bedste hold.

- Vi er så glade for at vinde Dreamhack Masters, siger holdleder Mathias "MSL" Lauridsen i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig stort lige nu, og jeg er virkelig stolt af holdet og præstationen.

Han hæfter sig særligt ved måden, som sejren kom i hus på: North slog således allerede Astralis i det indledende gruppespil:

- Vi har slået Astralis to gange, ukrainske NaVi, som er verdens næstbedste - og mousesports, der også er et enormt stærkt hold, siger han.

Holdlederen ser nu frem mod den næste turnering:

- Nu glæder vi os og ser frem til majoren i London, der starter allerede i næste uge, siger han i meddelelsen.

I præmie for turneringssejren får North 100.000 dollar, svarende til 639.900 kroner.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...