EMNER

Norwegian hæver også priserne på Aalborg-ruten

Stigning på cirka 100 kroner for en returbillet

Norwegian har netop øget til syv daglige dobbeltture mellem Aalborg og København. Nu bliver det dyrere at bruge dem.Arkivfoto: Torben Hansen

Norwegian har netop øget til syv daglige dobbeltture mellem Aalborg og København. Nu bliver det dyrere at bruge dem.Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Det bliver nu definitivt dyrere at flyve mellem Aalborg og København. SAS hævede sine billetpriser i sidste uge, og nu følger Norwegian efter, skriver Check-in.dk.

Norwegians laveste returpris på ruten hæves således med lige godt 15 procent.
I sidste uge valgte SAS som en den af en generel prisforhøjelse at sætte priserne op med lige over 20 procent på de billigste returbilletter. Det betød 200 kroner ekstra oveni returprisen, der fremover lyder på 1172 kroner inklusive salgstillæg.
Flere SAS-pendlere har givet tydeligt udtryk for utilfredshed med beslutningen fra SAS og har truet med fremover at benytte det konkurrerende lavprisflyselskab Norwegian. Men der skulle gå blot 48 timer, inden Norwegian også besluttede at hæve billetpriserne.
Således koster den billigste returbillet med Norwegian fremover 778 kroner på ruten mellem København og Aalborg, hvilket er en stigning på 100 kroner svarende til lige godt 15 procent. Hertil kommer et tillæg for bagage, sædevalg og betaling med kreditkort, hvis dette vælges til.
Ifølge Check-in.dk var forklaringen fra SAS på prisstigningen, at efterspørgslen i øjeblikket er stærk, og at der er behov for at øge priserne og sænke omkostningerne, således at selskabet får mulighed for at forbedre indtjeningen.
Hos Norwegian siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen:
- Det er korrekt, at vi har justeret priserne på Aalborg-ruten, men ikke til Karup. Billetpriserne til Aalborg afgøres af udbud og efterspørgsel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.