Norwegian starter proces for at undgå konkursbegæring i Norge

For at vinde tid til at få løst de økonomiske problemer ønsker Norwegian at starte en rekonstruktion i Norge.

Norwegian har ansøgt om at indlede rekonstruktionsforhandlinger i Norge. (Arkivfoto)

Norwegian har ansøgt om at indlede rekonstruktionsforhandlinger i Norge. (Arkivfoto)

OSLO:Norwegian har ansøgt om at indlede rekonstruktionsforhandlinger i Norge.

Ønsket er, at processen skal foregå parallelt med den reorganiseringsproces i Irland, som Norwegian mandag fik godkendt.

Det oplyser det norske flyselskab tirsdag i en pressemeddelelse.

Ved at indlede rekonstruktionsforhandlinger i Norge kan Norwegian få mere ro til sammen med sine kreditorer at finde en løsning på de økonomiske problemer.

Allerede før coronakrisen befandt Norwegian sig i økonomisk uføre. Det er kun blevet forværret af coronakrisen, der har givet færre kunder at flyve med.

Med den norske ansøgning forsøger Norwegian at beskytte sig mod at blive begæret konkurs på det norske marked og i de norske selskaber, Norwegian har. Det forklarer aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, der er tæt følger af luftfartsbranchen.

- Norge er det største land for Norwegian - også målt på antallet af medarbejdere.

- Det er et land, hvor man er meget tungt repræsenteret, og det vil afspore den rekonstruktionsproces og den konkursbeskyttelse, som man har fået i Irland, hvor man har alle sine fly og dermed sine aktiver registreret.

- Så det er et vigtigt skridt i ikke at afspore den proces, som man har sat i gang for at forsøge at redde selskabet, siger Jacob Pedersen.

Mandagens godkendelse i Irland betyder, at de, som har lånt penge til Norwegian, ikke kan begære selskabet konkurs ved en irsk domstol de næste måneder.

I pressemeddelelsen fra Norwegian forklarer koncernchef Jacob Schram, at en parallel proces under norsk lov vil være en fordel for alle berørte parter og øge sandsynligheden for et vellykket udfald.

- Vores mål er at sikre arbejdspladser i selskabet og bidrage til kritisk infrastruktur og værdiskabelse i Norge, siger Jacob Schram.

I sidste uge præsenterede Norwegian en række forslag, der skal hjælpe selskabet med blandt andet at skrabe penge sammen og derigennem undgå en konkurs.

Et af forslagene var salg af nye aktier for op mod 2,8 milliarder kroner, mens et andet var en reduktion af gælden.

Det sidste skal ske ved at give kreditorerne aktier, for at de til gengæld går med til at acceptere en reduktion i gælden.

Jacob Schram siger i pressemeddelelsen, at man med den norske ansøgning håber at få tid til at arbejde med forslagene.

- Vi skal være klar til at møde konkurrencen om kunderne efter coronapandemien, siger Jacob Schram.

På en ekstraordinær generalforsamling 17. december skal der tages stilling til forslagene fra Norwegian.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
SSI: Stadig sundhedsrisiko ved mink
Luk