Norwich henter ny manager i Birmingham

Chris Hughton bliver ny manager i Premier League-klubben Norwich, hvor han afløser Paul Lambert.

Norwich henter ny manager i Birmingham

Der er godt gang i managerkarrusellen i den engelske Premier League, hvor Norwich City torsdag blev den seneste klub, der præsenterede en ny chef.

Det bliver 53-årige Chris Hughton, der fremover skal stå i spidsen for "kanariefuglene", som i sidste uge måtte se succesmanageren Paul Lambert forlade klubben for i stedet at overtage jobbet i Aston Villa.

Efter en årrække som assistent- og ungdomstræner i Tottenham fik Hughton i 2009 sit første job som permanent manager, da Newcastle hyrede ham til at rykke klubben op fra den næstbedste række.

Det lykkedes, men til gengæld holdt Hughton ikke længe i Premier League. I december 2010 blev han fyret og måtte forlade trænersædet i Newcastle.

Før den netop afsluttede sæson blev Chris Hughton ansat i Birmingham, der som netop nedrykket klub håbede, at han kunne lave samme nummer som i Newcastle og rykke klubben direkte tilbage i den bedste række.

Det lykkedes ikke helt. Birmingham tabte play-off semifinalen mod Blackpool og må belave sig på en ny sæson i The Championship.

Til gengæld kan Hughton altså se frem til en ny chance blandt Englands bedste hold. Norwich sluttede sidste sæson på 12.-pladsen i Premier League.

Dermed har både Liverpool, Norwich og Aston Villa ansat nye managers til den kommende sæson. For håbefulde trænere er der dog stadig ledige sæder i både Swansea og West Bromwich.

Og muligvis også Chelsea, der endnu ikke har gjort Roberto Di Matteo permanent chef - eller fundet en afløser.

/ritzau/