Nostalgi og ikke meget andet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Michael Bygballe ABBA i Aalborg

KONCERT The Music of ABBA - with Arrival from Sweden # # ¤ ¤ ¤ ¤ To ganske nydelige kvindestemmer, der klinger jævnt hæderligt sammen. Uden på noget tidspunkt at kunne forveksles med ABBA-pigernes. Og en flok stabile musikere med en vis fornemmelse for, hvordan de gamle hits skal spilles. Igen uden at kunne lade sig forveksle med den ægte vare. Det var alt, hvad det 11 mand store band Arrival stillede med i Aalborghallen fredag aften. Hjemmefra var vi ellers (i program-foromtalen) blevet lovet, at "du vil have svært ved at forstå, at det ikke er selveste ABBA, der er på scenen". Men dét løfte vil nok kræve en ganske alvorlig opstramning af showet. Helt fra bunden. Helt forfra. Helt dernede, hvor man tvinger sangere og musikere til at lære sange og tekster ned i alle detaljer og ikke kludrer hjælpeløst rundt i dem, taber tråden og/eller lader nogle numre have de mest besynderlige overgange. Små øjeblikke af pludselig glemsomhed. Det kræver en koreograf og/eller en scenograf, så man ikke slipper af sted med hvad som helst af dansetrin (og så man indbyrdes i sang- og dansetruppen er enige om de enkelte dansetrin) - og så man får sat sangene ind i en eller anden form for overordnet ramme i stedet for at synge og spille numre hulter til bulter mellem hinanden. Er vi måske ikke blevet lovet "et forrygende show" med "en fantastisk glød" (igen ifølge program-foromtalen)? Og så kræver det en langt mere tålmodig lydmand, der giver sig tid til rent teknisk at gengive den pilne, nærmest hysterisk præcise lyd, som præger langt, langt de fleste af ABBA's numre. Her lå langt de fleste af de knap 20 numre, som Arrival nåede igennem, hen i noget ubestemmeligt mudder, hvor sangstemmerne konsekvens var placeret alt for lavt i forhold til musikinstrumenterne. Nogle sange kom til at fremstå, som om musikerne konkurrerede indbyrdes om at bemægtige sig lydbilledet. Kønt lød det ikke, bare grødet og mudret og gråmeleret mumlende. Så dér stod Arrival tilbage med to jævnt udmærkede kvindestemmer (og en enkelt pivfalsk mandestemme), et vist greb om musikken og så masser af den nostalgi, der helt af sig selv klæber til musikalske fuldtræffere som "Dancing Queen", "Mamma Mia" og alle de andre. Som tilskuere gjorde vi, hvad vi fik besked på, klappede de rigtige steder (sjovest i den stramme "As Good As New"), lavede bølge til "Chiquitita" og lod os også hive op at stå til sidst, men rigtigt revet med blev vi aldrig. Andet end det, man altid bliver revet med af den helt rigtige ABBA-sang, opfanget på det helt rigtige tidspunkt, om så det er på en halvdårlig strandradio på batterier. Spørgsmålet er, om Arrival ikke først og fremmest er et firmafest-orkester, der har fået lov til at indtage de store scener - og det kan deres ambitioner og talenter ikke bære. Slet ikke med billetpriser til mellem 270 og 350 kroner. Så... "Thank You For the Music", men næste gang nyder vi den hjemme. På de gamle vinylplader eller nyere cd-genudgivelser. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk The Music of ABBA - with Arrival from Sweden Aalborghallen, fredag aften