Nostalgien præsenteret på museum

Kabinescootere og gamle traktorer blev ivrigt studeret på museets første åbningsdag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jens Kristiansen havde sin John Deere traktor fra 1943 med på Vildmosemuseet. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:De små biler - kabinescootere - blev beundret af mange i går på Vildmosemuseet i Brønderslev. Da Vildmosemuseet indledte den ny sæson, var der besøg af blandt andet Midt Vendsyssel Veteranklub, der stillede med en halv snes kabinescootere. Én af dem var mekaniker Jørn Pedersen fra V. Hjermitslev. - Jeg har brugt 600 timer på at sætte én i stand, fortæller Jørn Pedersen. - Det er en BMW Setto fra 1961, som jeg i 1984 købte som et vrag. I 1992 og 600 timer senere kunne den rulle ud på landevejene. - Vi har blandt andet været hele familien i Sverige – med oppakning. Kabinescooteren kan køre 90 kilometer i timen, men vi kører typisk 60. Klubben er nystiftet, og tæller medlemmer i et stort område. Også veterantraktorer var der. Jens Kristiansen fra Guldager ved Hjørring præsenterede en John Deere traktor fra 1943, som han selv har sat i stand. - Den er malet med pensel, fortæller han. Medlemmer af Dansk Veteran Traktor Klub viste, at de gamle traktorer stadig kan arbejde. De harvede og såede Vildmosemuseets mark. Der er en række nyheder på museet. I dagligstuen præsenterede Bodil Kalstrup sin samling af postkort fra Brønderslev, fra omegnen og fra et større område. Sæsonstarten blev traditionen tro markeret i museumshaven. For tiende gang medvirkede Sangkoret Frejdig fra Brønderslev, og det skete under ledelse af Poul Erik Jensen. Museet har eksisteret i 21 år. Mens koret sang ”Der er ingenting, der maner”, gik dannebrog til tops. Det var Gunnar Kjeldgaard og museumsleder Helga Sivesgaard Olesen, der hejste dannebrog. Det var Helga Sivesgaard Olesen, der foretog åbningen. Hun sagde, at den kommende sæson bliver noget specielt, da det er 25 år siden, museumsforeningen blev stiftet. - Det markeres senere på året, oplyste hun. Helga Sivesgaard Olesen håber også, at en ny museumsbygning er rykket et vigtigt skridt nærmere en realisering. - Når vi får den, kan vi bedre passe på effekterne, sagde hun. Hun kunne fortælle, at der er arbejdet intenst på at blive klar til sæsonåbningen. De mange nyskabelser blev ivrigt studeret. En nyskabelse var Bodil Kalstrups postkort, der blev præsenteret i stuehuset. Hun har postkort fra Brønderslev, fra omegnen, og fra et større område. Der var også mulighed for at se billedskærer Erling Madsen i sving, ligesom der var en bødker, der arbejdede.